Samfund

Butikskæde går skridtet videre: Vi dropper alle buræg fra 1. januar

I november 2015 droppede discount-giganten Lidl buræg i sine danske butikker. Fra 1. januar ryger også de såkaldt skjulte buræg i Lidls egne varer.

Disse butikker er fri for buræg

Disse butikker er fri for buræg

Amo
Arla
Bilka**
Brdr. Price
Choco House
Copenhagen Caking
Dagli'Brugsen*
Emmerys
Fakta*
Føtex**
Go’ Is
Hjem-IS
Hellmann’s
Irma
Karen Volf
Kolibri Chokolade
Kong Hans Kælder
Kvickly
Lagkagehuset
Lidl
Løgismose
Magasin
Mette Munk
Meyers Madhus
Naturli’
Netto**
Nemlig.com
Paradis Is
Social Foodies
Sokkelund Cafe & Brasserie
Stryhns
Svansø
Sv. Michelsen
Summerbird
SuperBrugsen*
Taffelbay
Toms

*) Udfasning af buræg i gang - senest 2020.
**) Udfasning af buræg i gang - senest slut 2017 (2019 for skjulte buræg)
***) Udfasning af buræg i gang - senest midt 2018 (2019 for skjulte buræg)

Kilde: Anima

Fra 1. januar 2017 er der tømt for buræg i de danske Lidl-butikker. Efter at have stoppet salget af buræg i bakker, sætter Lidl nu også en stopper for de såkaldte skjulte buræg i butikskædens egne produkter.

Det oplyser Lidl i en pressemeddelelse fra den tyske discount-gigants danske hovedkontor i Kolding.

- Det er klart, at vi som dagligvarekæde og leverandør af dagligvarer til rigtig mange danskere har et ansvar for, at de varer, vi sælger, er produceret under ordentlige forhold. Rigtig mange danskere ønsker ikke at købe hverken buræg, eller varer, der indeholder buræg, og vi er glade og stolte over, at vi er kommet så hurtigt i mål med at udfase buræggene i vores egne varer, siger Lidl's kommunikationschef Rikke Brandes.

Lidl fjernede i november 2015 buræg fra sit sortiment og meldte samtidigt ud, at butikskæden var i gang med at udfase de såkaldt skjulte buræg - altså buræg, der eksempelvis kan være brugt i småkager, mayonnaise og is.

Lidl har i dag 105 butikker og 2250 medarbejder i Danmark, og kæden kalder selv Lidl-butikken på Sjælør Boulevard i Valby, som åbnede i januar 2015, for Europas grønneste dagligvarebutik.

Dyrenes Beskyttelse roser Lidl

Ifølge Dyrenes Beskyttelse er salget af buræg faldet med 10 procent fra 2013 til 2015, og samtidig er salget af økologiske æg steget med 22 procent.

Om Lidl

  • Lidl åbnede de første 13 butikker i Danmark den 29. september 2005
  • I dag har Lidl 105 butikker og over 2.250 medarbejdere i Danmark
  • Lidl har 10.000 butikker i Europa, og i 2017 slår dagligvarekæden dørene op for kunder i de første butikker i USA
  • Lidl vil fordoble antallet af butikker i Danmark i løbet af de næste 5-10 år
  • I København alene forventes en tredobling af butikker i samme periode
  • I 2017 forventes 10 nye butikker at åbne
  • I 2017 vil Lidl renovere og redesigne over 30 butikker på landsplan

- Buræg er og bliver aldrig god dyrevelfærd, og vi er rigtig glade for, at Lidl nu også har valgt at udfase de skjulte buræg i egne varer. Det er en vigtig sejr for dyrevelfærden og for forbrugerne, der nu langt højere grad helt kan undgå buræg i de fødevarer, de køber, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Buræggene forsvinder ikke helt

Det er kun i Lidls egne varer, at buræggene forsvinder. I de produkter, som Lidl køber hos andre producenter, kan der fortsat være buræg, men ifølge kommunikationschef Rikke Brandes udgør Lidls egne produkter "langt størstedelen" af sortimentet, siger hun til TV 2.

Men hvis I virkelig mener det her alvorligt, bør I så ikke stille det som krav til alle producenter?

- Jo, men det er også noget, vores indkøbere arbejder med løbende, og de er i dialog med mærkevarerleverandørerne for at præge dem i den retning. Så det er ikke fordi, det stopper her, siger Rikke Brandes.

Ifølge Dyrernes Beskyttelse er skrabeæg dyrevelfærdsmæssigt næsten lige så slemme at bruge som buræg, så bør I ikke også droppe dem?

- Vi arbejder ud fra Dyrenes Beskyttelses anbefalinger og jf. deres guide er burhøns de høner, der har den ringeste dyrevelfærd, så der har vi valgt at starte. Der er samtidig mange kunder, der gerne vil være fri for at spise buræg, og det kan vi nu imødekomme i alle vores varer, siger Rikke Brandes. ​