Dansk studie vækker opsigt: Fiskeolie giver raskere børn

16x9
Et nyt studie fra Københavns Universitet har undersøgt danskere og briters viden om, hvor let det er at få børn. Foto: Maria Hedegaard / Scanpix Danmark

En dansk undersøgelse offentliggjort i medicinsk tidsskrift viser, at fiskeolie reducerer risikoen for astma hos barnet med 30 procent.

Det har længe været regnet for et godt og gedigent husråd, at kvinder, der tager fiskeolie under graviditeten, får raskere børn.

Nu kan en en dansk undersøgelse, der onsdag blev offentliggjort i det medicinske tidsskrift New England Journal of Medicine, dokumentere, at det er sandt.

Undersøgelsen viser, at kvinder, der indtog fiskeolie i de sidste tre måneder af deres graviditet, reducerede risikoen for astma hos deres børn. Ifølge undersøgelsen blev risikoen reduceret med cirka 30 procent.

- Jeg vil sige, at selve det, at effekten var der, er måske ikke den store overraskelse, for der har været indikationer på det. Men at effekten var så stor, det var meget overraskende for os, siger en af forskerne bag undersøgelsen, professor i børne- og astmaallergi Hans Bigaard, Københavns Universitet, ifølge det amerikanske public service-medie NPR.

Ifølge New York Times betyder undersøgelsen dog ikke, at ledende amerikanske læger decideret vil anbefale kvinder at tage fiskeolie under deres graviditet.

Anbefaler yderligere forskning

I en leder i New England Journal of Medicine roser Dr. Christopher E. Ramsden fra det medicinske researchcenter National Institutes of Health, der hører under de amerikanske sundhedsmyndigheder, undersøgelsen og dens grundighed.

Og han siger ifølge New York Times, at den vil hjælpe lægerne med at udvikle en "præcisions medicinsk" tilgang, hvor behandling med fiskeolie kan skræddersys til de kvinder, der med størst sandsynlighed vil have gavn af den.

Men Christopher Ramsden siger også, at det er for tidligt at udmønte resultaterne i en ny medicinsk praksis. Han anbefaler yderligere forskning på området.

695 børn var med i undersøgelsen

I undersøgelsen gav forskerne 736 gravide kvinder, der var inde i de sidste tre måneder af deres graviditet, henholdsvis 2,4 gram fiskeolie og 2,4 gram placebo - olivenolie.

Derefter blev 695 af de børn, der efterfølgende blev født, overvåget i de første fem år af deres liv.

17 procent af børnene i den gruppe, hvor deres mødre fik fiskeolie, havde udviklet astma i fem års-alderen, mens 24 procent af børnene i gruppen, hvor mødrene havde fået olivenolie, havde udviklet astma i fem års-alderen.