Samfund

Ulovlig Ikea-trend spreder sig til Danmark: - Det er sindssygt farligt

Ulovlig trend har spredt sig til Danmark, og får nu Ikea til at sætte ekstra sikkerhedsvagter ind.

Fra ’ice bucket’ og ’bottle flip’ til mannequin-challenge’. Den ene trend overtager hurtigt den anden. Men fra at være overvejende harmløse, får en ny trend nu varehuset Ikea til at råbe vagt i gevær.

En video fra august med to fyre fra Belgien, der sniger sig ind i Ikea, gemmer sig og overnatter ulovligt er i skrivende stund set knap 1.9 millioner gange på Youtube. Siden har ’24-timers-udfordringen' i Ikea spredt sig til flere steder i verden, hvor unge forsøger at tage udfordringen op – nu også i Danmark.

10 gange på fire måneder har unge nemlig forsøgt at overnatte ulovligt i de danske varehuse, skriver Politiken.

- I fire ud af vores fem varehuse har unge mennesker forsøgt at gemme sig i butikkerne og overnatte, bekræfter pressemedarbejder i Ikea, Mette Maria Starcke, til TV 2.

- Sindssygt farligt

Og selvom de ulovlige gæster ser ud til at have en fest, ser Ikea-koncernen ganske anderledes på det. Det kan nemlig gå grueligt galt, når man kravler i reolerne og hopper rundt på de forskellige møbler i varehuset.

- Der er en video med nogle danske drenge, der kravler op i tag-selv-reolerne for at gemme sig - det er sindssygt farligt, for de kan falde ned og komme slemt til skade. Hvis det sker i åbningstiden, kan de komme til at skubbe ting ned fra hylderne, som i værste tilfælde kan ramme nogle af vores andre kunder, forklarer Mette Maria Starcke.

- Vi er meget berørte af det

Ikea meldte ellers ud i september, at en lignende situation ikke ville kunne ske i Danmark, da de fleste af varehusene er bemandet med sikkerhedsvagter 24 timer i døgnet. Nu føler koncernen sig imidlertid nødsaget til at sætte ekstra mandskab ind.

- Vi er meget berørte af det, og tager det meget alvorligt. Vi har skærpet sikkerheden ekstra meget i alle fem i varehuse, men vi kan kun gøre, hvad vi hele tiden har gjort, og så ellers opfordre til, at det er strengt ulovligt, og hvis man ødelægger inventar, medfører det bøder, forklarer Mette Maria Starcke.

Trenden har spredt sig som ringe i vandet siden august. Det seneste halve år er der ifølge BBC registreret episoder i Sverige, USA, Canada, England, Belgien, Østrig, Holland, Polen og Japan.

Og trenden ser ud til at fortsætte i andre koncerner – videoer af unge, der forsøger at overnatte i McDonalds og i legetøjsgiganten ToysRus, er også begyndt at sprede sig.

Bekymrende tendens

I Ikea er de bekymrede for tendensen og så gerne, at de unge brugte varehuset i åbningstiden. 

- Det er en bekymrende tendens, som vi er meget opmærksomme på. Vi er glade for at se de unge i dagstiden, men vi ville ønske, at de ville lade være med at prøve de her ting. Det er en farlig leg, forklarer Mette Maria Starcke.

Ikeas første varehus åbnede i 1958 i Älmhult, Sverige. I dag har koncernen i alt 365 varehuse fordelt i 47 lande.