Skole var træt af tårnhøjt fravær - nu skal eleverne selv ringe og melde sig syge
Nyt tiltag skal sænke fraværet, så elever ikke bare kan blive væk eller tage en pjækkedag uden at give besked.
Fraværet bliver mindre, når elever skal ringe til skolen og melde sig syge.
Det oplever man på Erhvervsskolerne i Aars, hvor eleverne siden i sommer har skullet give besked, når de bliver hjemme, fortæller DR Nordjylland.
- Før kunne man godt opføre sig lidt mere dovent, hvis man kan sige det sådan, siger Anja Collstrup, der er elevrådsrepræsentant på Erhvervsskolerne i Aars.
Ring og meld dig syg
Ligesom på arbejdsmarkedet skal hun og hendes skolekammerater som noget nyt ringe og melde sig syge, hvis de bliver væk.
- Det har været med til at nedbringe fraværet betydeligt, siger uddannelseschef Per Stig Andersen.
Eksempelvis var fraværet på grundforløbet til ernæringsassistent på 19 procent i skoleåret 2012-2013. Det ligger i dag på 8,5 procent.
- Vores drøm er at få tallene ned, så det begynder at minde om noget, man kan se på en arbejdsplads, siger uddannelseschefen.
Lektor: Det kan ikke stå alene
En fin idé, men det kan ikke stå alene, siger Lasse Torst Vestergaard, lektor på pædagoguddannelsen - UCN Aalborg.
- Det er vigtigt at få skelnet imellem hvad der er en dårlig vane og hvad der er en bagvedliggende årsag til, siger lektoren, der netop forsker i fravær.
For det kan jo være, at skolerne også kan ændre noget for at øge elevernes lyst til at møde op.
- Vi ved jo, at det er vigtigt, at man trives på den uddannelse, man går på og føler, at man bliver hørt og set. Og så skal man også vide, hvad der fagligt forventes af en, siger Lasse Torst Vestergaard til DR Nordjylland.