Samfund

Indsamling af snaps og sokker gik viralt: Nu får hjemløse en bedre jul

Studerende fra Københavns Erhvervsakademi har startet konceptet 'Snaps og Sokker', hvor de gør en god gerning for hjemløse i december.

Julen er den store vi-hjælper-hinanden-tid, som TV 2 Nyhederne har vist eksempler på i løbet af december.

Det betyder blandt andet, at en gruppe unge mennesker har afleveret 350 par hamp-sokker og snaps til de hjemløse hos Mændenes Hjem.

De unge er alle studerende på Københavns Erhvervsakademi og har sammen startet indsamlingsprojektet 'Snaps og Sokker'.

Det startede som et skoleprojekt, hvor de studerende ville lave en indsamling til hjemløse i København, men på få dage udviklede det sig til en god gerning i julemåneden.

- Vi kom op med det her koncept, og det er så bare gået viralt, siger Nichlas Engelhardt Kofoed, som er en de unge bag projektet.

Snaps og sokker en mangelvare

Hos Mændenes Hjem på Istedgade i København, fik de studerende at vide, at det, de hjemløse mangler allermest i en kold tid, er snaps og sokker.

Derfor oprettede de profiler på både Instagram og Facebook, hvor de satte massivt ind for at kommunikere om hjemløse og netop behovet for sokker.

Kendte og ukendte har delt budskabet på sociale medier, og mandag kunne de studerende aflevere den første ladning sokker til hjemløse og snaps til Julefrokosten hos Mændenes Hjem. 

- Donationer betyder alt for os. Det betyder, at vi kan servere noget værdighed på gadeplan, siger Jesper Frøsig, der er køkkenchef hos Mændenes Hjem.

Og når man lever meget af sit liv på gaden, så er tørre tær vigtigt.

- Sokker det kan vi altid bruge. Det er alle mennesker. De bliver væk, uanset om man er studerende eller skraldemand, siger Mikael Steen Olsen, som er en af brugerne af Mændenes Hjem i København.

Studerende fra Københavns Erhvervsakademi har samlet varme sokker ind til hjemløse.

De studerende var også glade for den måde, som de hjemløse tog imod projektet.

- Det er dejligt at se, at der blev sat pris på det, siger Nichlas Engelhardt Kofoed.

Selvom skoleprojektet reelt er overstået, så har de studerende valgt at forsætte med indsamlingen på grund af den store interesse.