Pas på: Der sker flere og flere alvorlige fyrværkeriskader

Antallet af alvorlige skader var sidste år meget højt, og især andelen af børn, der kommer til skade, er stigende.

Fyrværkerisæsonen blev officielt skudt i gang i dag torsdag, og de næste to uger kan danskerne købe lovligt og godkendt fyrværkeri ved forhandlerne. 

Men nytåret betyder også advarsler og formaninger omkring korrekt og sikker anvendelse af fyrværkeri, og i år er ingen undtagelse, for nytåret 2015/16 bød på en stigning i antallet af alvorlige ulykker fra året før.

Således blev 42 personer behandlet for alvorlige skader enten nytårsnat eller nytårsdag sidste år - det er en stigning på otte fra de 34 i 2014/15.

Odense Universitetshospital samler hvert år oplysninger om fyrværkeri-skader, og du kan herunder danne dig et overblik over udviklingen i skader.

Skader toppede i 2014/15

Kurven vil vise, at det totale af skader sidste år var lavere end året før, mens antallet af alvorlige skader steg.

Til gengæld skal man mere end 10 år tilbage for at finde et år, hvor der var flere totale skader end 2014/15.

Raketter bag flest skader

De mest alvorlige fyrværkeriulykker skyldes ulovligt fyrværkeri, hvilket også var tilfældet i forbindelse med de tre personer, der blev dræbt for to år siden

Men det er raketter, der står for langt de fleste fyrværkeri-ulykker, og det var også tilfældet sidste år.

Og der skal ikke nødvendigvis meget til - i videoen over artiklen kan se, hvor meget skade fem gram krudt - svarende til indholdet i to heksehyl - kan forårsage på en menneskehånd.