Der er langt fra så mange muslimer i Danmark, som vi tror
Hvor stor en del af befolkningen i de vestlige lande udgøres egentlig af muslimer? Færre end de fleste tror.
Danskerne overvurderer tilsyneladende markant antallet af muslimer her i landet. Og det samme gør sig i øvrigt gældende i alle andre vestlige lande.
Sådan lyder konklusionen i en ny måling, foretaget af det store britiske opinionsinstitut Ipsos MORI.
Ifølge målingen vurderer danskerne i gennemsnit, at 15 procent af den danske befolkning er muslimer. Det tal er langt fra virkelighedens verden. Pew Research Center vurderer, at det reelle er tal lidt over fire procent, mens lektor ved Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen tidligere på året estimerede, at omkring fem procent - altså hver 20. i Danmark - er muslim.
Danskerne tror altså, at der er omkring tre gange så mange muslimer i Danmark, som der reelt er.
Amerikaneres vurdering er helt skæv
Billedet er ifølge Ipsos MORI-undersøgelsen - der er omtalt i blandt andet The Guardian og Spiegel - det samme i en lang række andre vestlige lande. Franskmændene tror, at 31 procent af den franske befolkning er muslimer, mens det korrekte tal er 7,5 procent. I USA er blot én procent af befolkningen muslimer - men amerikanerne selv tror, at andelen er 17 procent.
Og i Tyskland, hvor den reelle andel af muslimer er nogenlunde som i Danmark, gætter befolkningen på 21 procent.
Samtidig bliver respondenterne spurgt, hvor stor en del af befolkningen, som de forventer vil være muslimer i 2020. Her svarer danskerne 20 procent – langt mere end eksempelvis prognoser fra Pew Research Center estimerer.
- Befolkningerne i alle de 40 lande i undersøgelsen tager fejl om meget. Vi skyder oftest mest forkert om emner, som er meget debatteret i medierne, såsom andelen af muslimer i befolkningen og spørgsmål om økonomisk ulighed. Vi ved fra tidligere studier, at det delvist er fordi, at vi overvurderer de ting, der bekymrer os, siger Bobby Duffy, der er direktør for Ipsos MORI Social Research Institute.
Du kan selv dykke ned i målingens resultater her.