Samfund

Falck til forstyrrende tilskuere: - Træk jer tilbage

Falck oplever et voksende problem med borgere, som fotograferer og filmer på ulykkessteder. Det forstyrrer redningsarbejdet, advarer Falck.

Der er kommet en øget interesse for Falck-reddernes arbejde i marken. Nysgerrige forbipasserende stopper op, tager billeder, filmer og kommer med råd om, hvordan behandlingen skal udføres.

Sådan lyder meldingen fra ambulancereddere, der ikke ligefrem er glade for den voksende interesse for reddernes arbejde.

- Vi oplever det som et stigende problem. I takt med, at der er kommet sociale medier, og alle har en mobiltelefon, så oplever vi en større interesse for at komme tættere på skadestedet, siger Peter Bjørn Hansen, ambulancechef i Falck Øst, Region Hovedstaden.

Brandbiler afskærmer

I forsøget på at skabe ordentlige forhold for redningsarbejdet på ulykkessteder er Falck i København begyndt at bruge brandbiler til at afskærme for publikum.

- Rent sikkerhedsmæssigt kører vi en brandbil med ud, hvis ulykken er sket på en stor vej. Det er både af hensyn til patienten, men også for at den enkelte redder får et arbejdsmiljø, hvor vedkommende ikke skal tænke på hverken trafik eller tilskuere. 

- De blå blink på ambulancen har altid tiltrukket folk - man er jo nysgerrig - men hvor man tidligere stod med lidt længere afstand til ulykkesstedet, så er der nu en tendens til, at man nu vil tæt på, og meget gerne rigtigt tæt på, siger ambulancechefen. 

Kostbar tid går tabt

Tiden, det tager redderne at få styr på de forstyrrende tilskuere, er dog tid, som kunne være brugt på at behandle patienten, pointerer han.

- Redderne er der for at tage sig af patienterne. Men nogle gange kommer folk omkring for tæt på og kommer med unødige og dumme bemærkninger til patienten - det er ikke det, der er brug for, siger Peter Bjørn Hansen

At de nysgerrige personers fotografering og tilstedeværelse på ulykkesstedet går ud over til tider afgørende minutter i en patientbehandling, er ambulanceredder Dennis Thorbech Christensen enig i.

Redder skaber debat på Facebook

Han fik under en episode i mandags nok, da han og to kolleger måtte tilkalde politiet under en behandling i København. Folk tog ifølge ambulanceredderen billeder, var anmassende og forstyrrede en livsvigtig behandling af en kritisk syg patient

- Det er klart, at når vi har med kritisk syge patienter at gøre - hvilket vi har med ambulancen - så har vi ikke råd til at bruge et eneste sekund på andet end den kritisk syge patient, siger Dennis Thorbech Christensen til TV 2 News.

Dennis Thorbech Christensen satte sig derfor efterfølgende til tasterne og skrev om episoden på Facebook for at skabe debat.

Ambulanceredder Dennis Thorbech Christensen måtte tilkalde politiet, fordi nysgerrige mennesker blandede sig, da han behandlede en kritisk syg.

Ambulancechef Peter Bjørn Hansen kommer med en klar opfordring til nysgerrige borgere: 

- Vi vil meget gerne have, at man trækker sig tilbage, så redderne kan gøre det arbejde, de er gode til.