Samfund

Skulle betale 7000 for mad de ikke spiste: Nu vender borgmester på tallerken

Allerøds borgmester vil alligevel lade kommunes ældre slippe for at betale, når de ikke spiser plejehjemsmaden

Ægteparret Willy og Borgny Hansen er så utilfredse med maden på kommunens plejehjem i Allerød, at de har valgt selv at stå for madlavningen i deres eget køkken.

Alligevel har ægteparret været tvunget til at skulle betale knap 7000 kroner om måneden for at være med i madordningen, der er tvungen i Allerød Kommune.

- Det er vores ansvar, at de ældre får kvalitetsmad og sund og næringsrig kost. Vi kan ikke kontrollere, om de ældre får ordentlig mad, hvis vi laver individuelle madordninger, lød det i går fra Allerøds borgmester, Jørgen Johansen (K). 

Vendt på tallerken

Nu er borgmesteren så vendt på en tallerken i sagen om de ældres mad.

- Jeg vil arbejde for at sagen bliver taget op i Socialudvalget, siger borgmesteren i dag til TV 2 Lorry.

Vrede læsere på Facebook

Det vakte voldsom forargelse, da det i går kom frem, at ægteparret ikke kunne slippe for at betale for mad, de ikke spiser.

TV 2 Nyhedernes Facebook-side skydes der med skarpt mod kommunen og bormester Jørgen Johansen.

Her skriver Heidi Sørensen f.eks.:

- Det er da fuldstændig uhørt at 2 mennesker skal betale 7000 kr pr mdr for mad på et plejehjem, de 7000 kr kan da brødføde en familie på 4. Hvis maden er uspiseligt, så gad jeg godt vide, hvad de 7000 kr reelt bliver brugt på, for det beløb, kan man da få utroligt lækker mad.

Dorte Wolfgang Hou Petersen stemmer i:

- Det er noget frygteligt hundeæde de sender ud fra de store køkkener og så til 7000 kr. Nærmest kriminelt at byde vores ældre det.

Marianne Stenfelt har denne kommentar til Allerød Kommune:

- På det nyeste Skovvang plejecenter i Allerød har de ældre ikke engang mulighed for selv at tilberede mad i boligerne. Det er de ikke indrettet til. Det er sgu bare ikke i orden. Så de tvinges jo til den løsning.