Samfund

Nets advarer mod ny form for SMS-svindel: Sådan skal du forholde dig

En ny form for svindel har set dagens lys. Nets advarer danskere mod SMS, der forsøger at lokke kontooplysninger ud af dig.

En lang række danskere får i disse dage en såkaldt smishing-besked, der forsøger at lokke kontooplysninger og personlige data ud af modtageren. Svindelbeskeden er sendt fra nummeret 72247050.

Smishing, der dækker over misbrug via SMS, er et stigende problem, fortæller Nets’ pressevagt Ulrik Marschall til TV 2:

- Den her besked lyder som et klassisk eksempel på smishing. Det er en måde at lokke oplysninger ud af almindelige danskere på. Teksten i den her besked giver ingen mening. Hvis NETS var afsendere, ville vi aldrig bede om koder eller personlige oplysninger på den måde. Det er første gang, jeg hører om, at der optræder et nummer i de her svindelbeskeder.

Ordlyden på svindelbeskeden er: "Din Nemlog konto er spærret. For at ophæve spærringen skal du trykke på linket, hvis ikke du vil få et nyt nøglekort på dit hjem i måned."

Danskerne oplever i stigende grad at kriminelle forsøger at lokke oplysninger ud af dem om betalingskort eller NemID.

Disse forsøg kommer ofte i bølger, hvor flere danskere oplever samme type forsøg på svindel inden for en kortere tidsperiode.

Svindelbeskederne kan have form af enten sms'er, e-mails eller telefonopkald fra svindlere, der giver sig ud for at være fra Nets, Microsoft, NemID, et forsendelsesfirma, din bank eller Visa/MasterCard.

Hvordan skal du forholde dig?

Nets advarer mod svindlen, og har disse gode råd til danskere, der modtager mistænksomme beskeder:

Hvis du modtager en e-mail eller sms, skal du: 

  • Undlade at opgive nogen form for personlige kortdata
  • Videresende den til Nets' phishing-analyse afdeling (valgfrit)
  • Slette den!

Hvis du modtager et telefonopkald, skal du:

  • Undlade at opgive nogen form for personlige oplysninger
  • Afbryde forbindelsen