Samfund

Annoncørerne fravælger Den Korte Avis: Men nu kommer der hjælp fra uventet kant

En stor annonce reklamerer nu for bogen "Hvor taler du flot dansk" hos Den Korte Avis. Ifølge manden bag kan det ikke nytte noget at mobbe netmediet.

En stribe virksomheder har den seneste tid fravlagt at annoncøre til Den Korte Avis på grund af det journalistiske indhold hos det indvandrekritiske netmedie.

Men nu har en ny annoncør meldt sig på banen.

På forsiden af den korteavis.dk er der i disse dage et stort banner, som reklamerer for DR-journalist Abdel Aziz Mahmouds bog ”Hvor taler du flot dansk”. Bogen handler blandt andet om, hvordan Abdel Aziz Mahmoud som muslimsk flygtning er vokset op i det danske samfund.

Med den Korte Avis’ indvandrekritiske linje kan det måske for nogle virke som et overraskende sted at annoncere, men ifølge tv-vært Michael Jeppesen, der er ven med Abdel Aziz Mahmoud og manden, der har købt banneret, giver det god mening.

- Jeg synes, det er en forkert strategi at mobbe tilbage, fordi nogle mobber. Hvad end man mener om Den Korte Avis, er der hos dem tydeligvis nogle mennesker, der har haft dårlige oplevelser med integration. Derfor synes jeg, det er oplagt at give dem gode oplevelser med Abdels bog, siger Michael Jeppesen til TV 2.

Har fået reklamepladsen billigt

Michael Jeppesen har betalt 2495 kroner for topbanneret på denkorteavis.dk for 100.000 visninger. Han kontaktede selv Karen Jespersen, der er medejer, og blev derefter henvist til et mediebureau, hvor han købte reklamen.

Annoncen skal ifølge Michael Jeppesen ses som en julekampagne og gave til vennen Abdel Aziz Mahmoud.

Han ønsker ikke at svare på, hvad han mener om de mange firmaers fravalg af Den Korte Avis, men siger, at hans egen anledning har været, at han kunne få reklamepladsen billigt.

Han har dog ikke noget imod at gå mod strømmen og købe reklameplads hos Den Korte Avis i en tid, hvor mange andre trækker sig.

- Hvis man virkelig tror på, man skal byde folk velkomne, når de er anderledes, skal man ikke vende ryggen til Den Korte Avis. Man skal anerkende, de måske har haft dårlige oplevelser og give dem en positiv, og Abdels bog er meget varm og humoristisk, siger Michael Jeppesen.

Abdel Aziz Mahmoud oplyser til TV 2, at han ikke har været inde over hverken bestilling eller betaling af reklamen, men at det er "helt fint" med ham, at Michael Jeppesen har gjort det. 

- Et uhørt angreb på ytringsfriheden

Den Korte Avis har selv kaldt annoncørernes fravalg for et ”uhørt angreb på ytringsfriheden”, og de seneste dage har flere danskere skrevet på de sociale medier, at de nu vil modboykotte de firmaer, som fravælger Den Korte Avis.

Hos Dansk Folkeparti er der stor opbakning til Den Korte Avis, og partiet har fra tirsdag og frem mod jul valgt at indrykke en række juleannoncer hos netmediet.

Ifølge partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen, er kampagnen mod Den Korte Avis både unuanceret og urimelig.

- Den kampagne vil vi markere, at vi er imod. Dertil kommer, at Den Korte Avis udgør en nødvendig modvægt til den berøringsangste og politiske korrekthed, som er ved at brede sig i dansk presse, siger Martin Henriksen og tilføjer:

- Vi skal turde debattere islam og indvandring i dybden, og her er Den Korte Avis yderst relevant. Derfor ønsker vi at vise vores opbakning

Mere end 30 virksomheder har sagt farvel til Den Korte Avis den seneste tid.