Samfund

Fysioterapeutens råd: Sådan forhindrer du dit barn i at få smartphone-skader

Flere og flere børn døjer med smerter i kroppen efter brug af smartphone, tablet og computer, viser nye tal. Få ekspertens råd til at undgå skader.

Smerter i ryg, nakke og hoved er et voksende problem hos flere og flere børn og unge herhjemme, og i mange tilfælde skyldes skaderne brug af smartphones og tablets.

GODE RÅD: Sådan forebygger du skader ved overdreven skærmbrug

  • Bruger dit barn flere timer om dagen bag skærmen, bør man trappe ud af det over en kort periode. Børnene skal ned på maksimum to timers skærmbrug om dagen.
  • De skal sidde med rank ryg og hovedet kippet cirka 30 grader for at undgå at overstrække nakken.
  • Børnene skal helst bevæge sig ind imellem.
  • Er skaden sket, er det vigtigt at lave øvelser, der strækker nakken og ryggen og hjælper med at genoprette ryggens rette svaj.
  • Efter aftensmad bør der ikke være skærmtid, da man ved, at skærmens lys er forstyrrende, lige inden barnet skal sove.

Kilde: fyens.dk.

Tal fra Danmarks Statistik viser ifølge Politiken, at antallet af børn mellem fem og 19 år, som får behandling for smerterne, er steget med 60 procent de seneste 10 år. 

Udviklingen bekymrer foreningen Danske Fysioterapeuter, som råder forældre samt personale i institutioner og skoler til at gribe ind nu. Og det hjælper ikke blot at fjerne tabletten eller smartphonen fra barnet.

Bevægelse er altafgørende

- Børn skal lære at bevæge sig. For de timer, de bruger på at være fysisk aktive, dem bruger de ikke foran en skærm. Vi skal både i skoler og i hjemmet fokusere på, at børnene skal ud og bevæge sig hver dag. Det er dejligt at cykle til og fra skole, det er rart at komme til sport, og det er hyggeligt at gå en tur sammen med mor og far i skoven, siger formanden for Danske Fysioterapeuter,Tina Lambrecht. 

- Hvis et barn kommer til en fysioterapuet og siger, at det gør ondt i nakken og ryggen, så skal man finde årsagen til det. Det er måske fordi, barnet har siddet for meget. Så hvis barnet begynder at bevæge sig mere, så modarbejder det jo tiden, barnet sidder ned. Så det er et dobbeltsidet problem, lyder det endvidere.

Tina Lambrecht påpeger, at brugen af smartphones og tablets er ekskaleret de seneste år, og at stigningen i antallet af børn i behandling er sket i takt med blandt andet indførelsen af tablets i folkeskolen.

- Det er også i de samme år, vi kan se, at børn får en mobiltelefon i en meget tidlig alder. Det vil sige, at antallet af timer, hvor de er inaktive stiger i forhold til antallet af timer, hvor de er fysisk aktive, siger formanden og uddyber:

- så vi tror, stigningen skyldes en kombination af, at børnene er meget inaktive både hjemme og i skolen - og at de slet ikke er aktive i de timer, kroppen har brug for at være aktiv. 

Kan føre til kroniske smerter

Ifølge formanden opstår skaderne lettere, når timerne bruges sidestillende i stedet for i bevægelse. Og der er en reel risiko for, at smerterne kan blive kroniske og medføre livsstilssygdomme. 

- Vi kan se, at der er nogle børn, som bliver ved med at lide af smerterne og skal gå til fysioterapeut gentagne gange. Smerte og gener lagrer sig i kroppen, og det er ikke sikkert, barnet kan komme af med dem. Det her er et varsel om, at når vi har børn, der får gener og skader meget tidligt, så kan det udvikle sig til nogle af de livsstilssygdomme, vi kender hos voksne - altså kroniske bevægeapparatsproblemer, advarer Tina Lambrecht

Læs flere råd til, hvordan du kan beskytte dit barn mod mobilskader her.

Forældre skal tage ansvar

Familiekonsulent og folkeskolelærer Nina Tram, som rådgiver i at behandle for iPad-afhængighed, påpeger, at forældre har et stort ansvar for at sætte nogle ordentlige rammer for børn og deres medieforbrug.

- Vi skal være bedre til at sige, at nu er vi sammen som familie. Nu lægger både mor og far – og børnene – deres skærme væk og prøver at se, hvad vi egentligt får ud af det, siger konsulenten, som mener, at det skærmene gør det yderst svært at være nærværende: 

- Det intense nærvær er næsten en mangelvare i vores hverdag, men vi får altså rigtig meget ud af at være sammen, når der ikke er en skærm imellem os. Det er den måde, vi er skabt til at være sammen på.

Familiekonsulenten Nina Tram fortæller om udfordringerne med børn og unges brug af tablets og smartphones.