Samfund

Derfor deles dette billede lige nu igen og igen: - Vi mærker en helt utrolig opbakning

Talsmanden for den nystiftede forening The Thin Blue Line er glad for danskernes støtte til politiet, efter en betjent er blevet dræbt.

Betjente over hele landet er i dag berørte af, at en kollega onsdag afgik ved døden efter at være blevet skudt i hovedet ved Albertslund Politigård tirsdag.

Siden er en tynd blå linje på en sort baggrund blevet symbolet på støtten til politiet på Facebook, og mange har lagt dette på deres profilbillede. 

Bag billedet står The Thin Blue Line, som er en støtteorganisation for politibetjente, der har været udsat for en ulykke eller en forbrydelse, imens de passede deres job. Og faktisk skulle foreningen have afholdt deres stiftende generalforsamling den dag, hvor skyderiet fandt sted i Albertslund. 

Det fortæller en af foreningens stiftere, betjenten Peter Kamp, til TV 2.

- Vi mærker en helt utrolig opbakning fra befolkningen. Beskederne på Facebook bliver man lidt rørt af at læse, når man selv er politimand, siger han og tilføjer, at der bliver organiseret et fakkeltog på søndag klokken 19 til minde om den dræbte betjent.

Folk vil have et symbol

Samtidig samler foreningen ind til de efterladte. Pengene skal bruges til forskellige praktiske ting, som familien kan betale sig fra, og så kan pengene også bruges til kollegaer, der har været tæt på betjenten, som kan modtage en form for støtte, som det etablerede system ikke kan tilbyde, forklarer talsmanden.

- Der er ikke noget, der kan bringe ham tilbage, og intet kan lindre den sorg, som familien og alle kollegaerne lider. Men kan det her lette bare en brøkdel, eller gøre det en lille smule nemmere for dem, så er det det hele værd, forklarer Peter Kamp. 

Han er glad for at se, at danskerne har taget den tynde blå linje til sig på Facebook. 

- Det siger noget om, at folk vil gerne have et symbol på, at de støtter politiet. Og der er rigtig mange politifolk, som viser logoet for at vise, at vi står sammen. Det varmer i hvert fald mit hjerte.

En ny virkelighed

Det er første gang i 21 år, at en betjent er dræbt i tjeneste i Danmark, og det har ændret Peter Kamps og kollegaernes syn på at være i politiet.

- Det er en ny virkelighed. Når vi går på arbejde, er det med en vis risiko på den ene eller anden måde. Men vi har heldigvis været forskånet for, at en kollega bliver slået ihjel. Og så oplever vi syv otte hændelser, hvor der bliver skudt på politiet inden for de seneste to år. Der er helt sikkert politifok derude, som synker en klump i halsen, når de hører, at en kollega er blevet skudt, slutter han.

Skudepisoden i Albertslund

    1. En kaliber 22-pistol stjæles fra Rødovre Skytteforening

      Om aftenen henvender en person fra skytteforeningen sig på den formodede gerningsmands bopæl i Glostrup, hvor han bor med sin mor. Den formodede gerningsmands mor ringer til ham flere gange, og lægger en besked på telefonsvareren. Hun fortæller ham, at han skal aflevere pistolen tilbage.  

    2. Våbentyveri anmeldes

      Rødovre Skytteforening anmelder tyveri af våben. Det viser sig senere at være den sigtede, der har stjålet en kaliber 22 pistol.

      Senere på aftenen snakker den formodede gerningsmand med sin mor. Han afslutter samtalen hurtigt af frygt for at hans telefon bliver sporet. 

    3. Gerningsmand går mod politimand

      Betjent kører op ved rampen til politigården i Albertslund for at lufte sin hund. Den formodede gerningsmand kommer gående mod politibilen.

    4. Skyderi finder sted

      Fra en afstand på 2-3 meter afgiver gerningsmanden skud mod betjenten, der falder til jorden. To kolleger overværer det fra 20-30 meters afstand.

    5. Skyderi anmeldes

      Anmeldelse løber ind til vagthavende ved Københavns Vestegns Politi om, at en politibetjent er blevet skudt i hovedet.

    6. Den formodede gerningsmand ringer til advokat

      Overvågning af den formodede gerningsmands telefon iværksat. Han søger på forsvarsadvokat Mette Grith Stage og ringer til hende kort efter. Den går på telefonsvarer.

    7. Advokat ringer igen

      Advokatfirmaet ringer tilbage. Her går den på den formodede gerningsmands telefonsvarer. 

    8. Den formodede gerningsmand anholdes

      Den formodede gerningsmand anholdes. Han er forvirret, forpustet, træt og svedig og har sort slam på hænderne. Han undrer sig over anholdelsen og forklarer, at han blot var ude at løbe.

      I tidsrummet fra 08.19 til 08.56 har den formodede gerningsmand telefonisk kontakt til sin far, hvor han fortæller ham, at han har stjålet en pistol og gjort noget dumt.