Samfund

Danske Anja kåret til verdens mest inspirerende person: Slår Obama og Paven

Hun reddede drengen Hope og har siden reddet mange andre gennem sit nødhjælpsarbejde. Nu er hun kåret som den mest inspirerende person i verden.

Billederne af den lille udsultede Hope, som fik vand fra en flaske af danske Anja Ringgren Lovén i en nigeriansk landsby gik i februar verden rundt. Den lille dreng var blevet forladt af sin familie, som troede, at han var et heksebarn.

Hope er langt fra alene: Mange børn i Nigeria bliver ladt i stikken. Anja Ringgren Lovén har dedikeret sit liv til at hjælpe de børn.

Hendes store indsats har nu affødt, at Anja Ringgren Lovén er blevet kåret til den mest inspirerende person i verden ifølge det østrigske magasin OOOM.

- Jeg er selvfølgelig meget stolt over at været blevet kåret, men jeg er samtidig også meget overrasket. Jeg følger jo blot mit hjerte i alt, hvad jeg gør, og det er svært at rose sig selv, siger hun til TV 2 om den flotte titel. 

Magasinet, som lægger vægt på personlig udvikling og inspiration, placerer Anja Ringgren Lovén over en lang række prominente personer, heriblandt USA's præsident Barack Obama, som er på andenpladsen, indflydelsesrige skuespillere som Chalize Theron og Leonardo DiCarprio og den katolske kirkes overhoved, Pave Frans.

Se hele listen i Facebook-opslaget herunder:

I woke up this morning to the news that I have been selected as the world's most inspiring person 2016 !! Nr. 2 Barack...

Posted by Anja Ringgren Lovén on Tuesday, December 6, 2016

Hope banede vejen

I magasinets portræt af den hårdtarbejdende danske kvinde vises billederne af drengen Hope, der ledsages af teksten: 

- Billedet, som ramte verden i 2016: Det gik lige i hjertet.

Der skete meget i lille Hopes liv på de to første måneder.

Billedet er et eksempel på de forhold, som børnene i Nigeria lever under. Overtroen i de afsidesliggende landbyer har nemlig store konsekvenser: 

- Hver dag bliver børn brutalt lynchet, brændt levende, begravet levende og halshugget, fordi de bliver beskyldt for at være hekse. Det er vigtigt, at flere finder ud af, hvad der sker for de såkaldte "heksebørn" i Nigeria, så vi forhåbentlig kan få råbt verdens ledere op til at tage ansvar og gå aktivt ind i kampen for at stoppe den stærkt stigende overtro, siger Anja Ringgren Lovén.

Nye projekter på vej

Danskerne stod i kø for at donere til Anja Ringgren Lovéns nødhjælpsorganisation DINnødhjælp i kølvandet på de hjerteskærende billeder af Hope og indsamlede nok til at udbygge hendes børnehjem til endnu flere af de nigerianske "heksebørn". I dag bor 38 børn på børnehjemmet, og de er stadig i gang med den omfattende udbygning. 

Og lille Hope? Han har det godt og starter i børnehave i det nye år, fortæller hun.   

Et team for børnene

I sit Facebook-opslag, hvor Anja Lovén deler sin glæde over kåringen, skriver hun, at hun deler æren med sin mand, David, og alle sine medarbejdere, som arbejder for den samme sag i Nigeria.  

- Jeg er ikke en enmandshær, og jeg ville ikke være kommet så langt med mit arbejde som jeg er i dag, hvis det ikke havde været for det hårde arbejde, mit danske og nigerianske team udviser hver eneste dag. Deres engagement og loyalitet er i den grad medvirkende til, at vi er kommet på verdenskortet, siger hun til TV 2.

De 10 mest inspirerende personer i verden

  1. Anja Ringgren Lovén

    Anja Ringgren Lovén med drengen Hope, som hun reddede fra sultedøden i februar i år.
  2. Barack Obama

    Den amerikanske præsident Barack Obama bliver kåret som den næstmest inspirerende person i verden.
  3. Charlize Theron

    Skuespillerinden Charlize Theron er nummer tre på listen over de mest inspirerende personer for sit humanitære arbejde.
  4. Pave Frans

    Pave Frans er nummer fire på listen.
  5. Leonardo DiCaprio

    Leonardo DiCaprio er ifølge det østrigske magasin den femte mest inspirerende person i verden.
  6. Dalai Lama

    Tibetanernes religiøse overhoved, Dalai Lama, er den sjette mest inspirerende person.
  7. Mark Zuckerberg

    Facebook-stifter Mark Zuckerberg er den syvende mest inspirerende person ifølge det østrigske magasin.
  8. Malala Yousafzai

    Den pakistanske kvinderettighedsforkæmper Malala Yousafzai er den ottende mest inspirerende person.
  9. Bob Dylan

    Musikeren Bob Dylan er nummer ni på listen over de mest inspirerende personer.
  10. Elon Musk

    Den amerikanske forretningsmand Elon Musk kommer på den tiende plads ud af de 100 mest inspirerende personer i verden.

Kilder: OOOM Magazine