Offer for fosterskade: Staten har lavet en kæmpe brøler og skal tage ansvaret

Annette Jørgensen har svære fosterskader efter sin mors brug af medicinen talidomid under graviditeten. Staten skal påtage sig ansvaret, mener hun.

Annette Jørgensen er et af de thalidomid-ofre, der har oplevet de største svigt.

Ikke alene blev hun forladt af sine forældre som spæd - men hendes mor tog uvidende også piller med det kemiske navn thalidomod under sin graviditet, hvilket gav Annette Jørgensen svære fosterskader.

Fakta: Thalidomod

Thalidomod var et mildere sove- og kvalmestillende middel, som kom på markedet i Europa omkring 1960. Pillen var effektiv mod morgenkvalme, og blev derfor hyppigt brugt af gravide kvinder. Bivirkningen viser sig at medføre svære fosterskader i form af misdannede eller manglede ekstremiteter - som eksempelvis en arm eller et ben.

Kilde: Wikipedia

I dag kæmper Annette Jørgensen fortsat med at få den danske stats anerkendelse. Hun mener - ligesom fem andre thalidomidskadede - at staten skylder de i alt 10.000 børn, der anslås at være født med svære fosterskader på grund af det kemiske stof thalidomid fra det vesttyske lægemiddelfirma Chemie Grünenthal, en officiel undskyldning og erstatning.

- Det vigtigste er, at staten påtager sig ansvaret. Det er det allervigtigste. Som gruppe er det også vigtigt at få en erstatning eller kompensation. Men for mig handler det om at blive anerkendt, siger Annette Jørgensen til TV 2.

En skjult advarsel

Præparatet med det kemiske navn thalidomid kom på det danske marked omkring 1960. Dengang var vejen til markedet kort, og angiveligt blev produktet ikke testet i en særlig høj grad, før den kunne købes på apotekets hylder. 

Annette Jørgensens mor var ligesom andre gravide hyppige brugere af lægemidlet. Pillen var nemlig effektiv mod morgenkvalme - dog kendte ingen til bivirkningerne.

I Ugeskiftet for Læger blev risikoen for midlet første gang beskrevet. Det var i februar 1962, hvor ugeskiftet havde en advarsel mod thalidomid. Men advarslen kom aldrig længere end til lægerne. For over artikler stod "Omtale i dagspressen frabedes".

Annette Jørgensen forstår ikke, hvorfor sundhedsmyndigheder ikke valgte at dele advarslen med befolkningen.

- Jeg kan ikke forklare det. Jeg har hørt historier om, at man var bange for at skabe panik blandt befolkningen. Men jeg tror, det handler om profit i den sidste ende, siger hun.

En arrogant afvisning

Lars Reiter, der er næstformand for Foreningen for de Neurosedynskadede, har hørt samme historie. Ligesom Annette Jørgensen er han selv alvorligt skadet af thalidomid.

- Hvis staten havde grebet ind og informeret befolkningen rettidigt, ville halvdelen af de nulevende ikke være født med de handicap, som de lever med i dag, konstaterer han.

For at rette op på fortiden bad Lars Richter og de fem andre nulevende danske thalidomidofre sidste år den daværende sundhedsminister Sophie Løhde om en økonomisk erstatning eller i det mindste blot en officiel undskyldning.

Men indtil videre har ofrene ikke fået andet end et afslag.

- Vi fik en meget arrogant afvisning af vores krav. Vi kom ikke i dialog, og vi blev afvist på forældelsesprincippet. Ministeren forholdte sig ikke på det humanitære og moralske plan, siger han og tilføjer:

- Det er selvfølgelig meget skuffende, fordi folk har levet med de svære skader. De har forsøgt at gøre det så godt som muligt. Men vi er ikke blevet mødt fra den offentlige side med berettiget støtte.

Svensk pengepulje skal føre sagen videre

I forbindelse med at Danmark har fået en ny trekløverregering, er posten som sundhedsminister også blevet overdraget til Ellen Trane Nørby (V). Men heller ikke fra den nye sundhedsminister er der hjælp at hente for thalidomidofrene.

I en mail til TV 2 skriver Ellen Trane Nørby, at hun ikke kan lave om på fortiden og med tilbagevirkende kraft tage smerten fra de berørte. Hun kan heller ikke yde retfærdighed til de mennesker, som er blevet udsat for hændelserne.

Svaret skuffer Lars Reiter og Annette Sørensen.

- Jeg synes, det er rigtig sørgeligt. Og det gør mig rigtig ked af det, at vi er sådan over for hinanden som mennesker, at vi ikke lytter til hinanden. Jeg synes faktisk, at det her er ret vigtigt, fordi den danske stat lavede en kæmpe brøler. Det er ikke personligt ministerens skyld, men når hun sidder i det embede, er det hendes ansvar, siger Annette Sørensen.

Lars Reiter tilføjer:

- Der har ikke på noget tidspunkt været en dialog. Det er dybt urimeligt, og det er skuffende, at vi i dag ikke er kommet længere.

Foreningen for de Neurosedynskadede, der årligt modtager støtte fra den svenske stat på en million, har af den svenske stat fået tildelt en større pengesum, som den danske thalidomidforening kan føre deres sag for.

- Med den svenske støtte kan vi komme videre med vores sag imod den danske stat og forhåbentlig få sat vores eget punktum for den største lægemiddelkatastrofe i moderne tid, siger Lars Reiter