Ulla Terkelsen: NEWS er meget mere end BREAKING
Vi ser hende tit på skærmen med en gul 'Breaking News'-bjælke. Men for Ulla Terkelsen er TV 2 News meget mere end det.
Hun har givet sit liv til verden. Selv betegner hun sig som en omrejsende. Og for TV 2 er hun en utrættelig drivkraft, der altid står klar, der hvor historierne er. Men hvad mener Ulla Terkelsen selv, at vi danskere skal bruge 10 års-fødselaren TV 2 News til?
- Det er ihvertfald ikke meningen, at seerne skal sidde og stirre hele tiden, men hvis de har lyst, så må de gerne, siger Ulla Terkelsen med et glimt i øjet.
For korrespodenten, der har været i branchen i over 50 år, betyder TV 2 NEWS andet end Breaking News. Ulla Terkelsen bliver ligefrem vred, hvis nogle kalder kanalen for overfladisk og breaking-liderlig.
- TV 2 NEWS er meget andet en BREAKING. Det er også en uddybende kanal. Det er ofte meget længe, at man sidder og taler om den samme historie. Så det med, at nogle kalder os overfladisk, det er noget vrøvl, mener Ulla Terkelsen.
Skønt at slippe for pausefisk
Da Ulla Terkelsen startede som ung freelancer i London for blandt andre DR tilbage i 60erne og 70erne, fandtes 24-timers nyhedskanaler ikke. Men i dag har de deres berettigelse, mener Ulla Terkelsen.
- I gamle dage på TV-avisen, der ventede man til 19.30, og så skulle der først være pausefisk, og så kom nyhederne på. Jeg synes aldrig, man må vente med nyhederne. De skal på, når de er der.
Og det er i høj grad Ulla Terkelsens fortjenste.
- Jeg tilhører den omkringfarende gruppe. Det er blevet en livsform, og jeg kan godt lide lufthavne og banegårde. Der er følelser og en masse sjove mennesker at se på, siger Ulla Terkelsen om sit eget liv.
NEWS skal forblive anarkistisk
Da Ulla Terkelsen var med til at starte TV 2 i 1988, var TV 2 den frække dreng i klassen. Ung, vild og anarkistisk. De grundstoffer skal TV 2 NEWS holde fast i, mener Ulla Terkelsen.
- Jeg håber, at NEWS bevarer sit anarkistiske præg, det lidt vilde, at man tør ting og kaste sig ud i det. Jeg håber ikke, at det bliver for institutionelt, erhvervslivsagtigt, hvor man kun sidder og kigger på seertal.
Ulla Terkelsen synes, at NEWS har været en vidunderlig idé, lige siden kanalen startede. Men der skal hele tiden arbejdes på at overraske og imponere. Og det må de unge innovative kræfter tage sig af.
- Jeg er ikke så meget #hashtag
Ulla Terkelsen ville ikke ændre det store, hvis hun skulle ændre på noget i dag. Men hun indrømmer, at det hele er blevet mere teknisk med tiden, og det stiller krav til de nye journalister på TV 2 NEWS.
- Jeg er ikke så godt inde i alle de tekniske ting. Facebook, hashtag og alt det der. Men inde for det felt må der være nogle, der går rundt på TV 2's gange og finder på nogle skægge, spændende og anderledes koncepter.
Så Ulla Terkelsen har altså ingen planer om at ride med på facebook-, twitter- og snap chat-bølgen.
- Men så ved jeg så meget andet - Wagners operaer, kan jeg alle sammen, slutter Ulla Terkelsen med sit karakteristiske smil, som vi alle sammen har set i fjernsynet på et eller andet tidspunkt fra et eller andet sted i verden.