Samfund

Politiet har beslaglagt 400 dukker - og fandt for mange ftalater

Miljøstyrelsen har fundet for højt indhold af ftalater i kinesisk importerede kopi-dukker, der var beslaglagt af politiet.

400 dukker er blevet beslaglagt af det danske politi.

Det skriver Miljøstyrelsen på deres hjemmeside.

Dukkerne er blevet beslaglagt, fordi de var kopivarer og derfor ulovlige at sælge.

Derudover har Kemikalieinspektionen her i efteråret taget stikprøveundersøgelser fra dukkerne, der stammer fra et kinesisk marked.

Undersøgelserne har vist et for højt indhold af den sundhedsskadelige ftalat DEHP, som er forbudt i legetøj. Derudover har de også konstateret, at dukkerne indeholder for høje koncentrationer af bly i de indvendige højtalerdele.

Smid dukkerne ud

Det har ikke været muligt for Miljøstyrelsen at afklare, om dukkerne er solgt på det danske marked, men de råder forældre til, at smide dukken ud, hvis de har købt den.

- Hvis du alligevel har købt en af dukkerne, er der ikke umiddelbart grund til bekymring for dit barns sundhed, da dukken alene ikke udgør en risiko. Men når der tages højde for, at børn også bliver udsat for DEHP og lignende ftalater fra andre kilder i hverdagen, er det derfor Miljøstyrelsens råd, at du skiller dig af med dukken, skriver de i en pressemeddelelse.

Det er dukkeefterligninger som disse, at Miljøstyrelsen blandt andet har undersøgt.