Samfund

Emma Morano har spist to rå æg hver dag: Er det eneste menneske i live fra 1800-tallet

Emma Morano er den sidste overlevende fra 1800-tallet og fylder i dag 117 år. Måske fordi hun fulgte lægens råd.

Emma Morano blev født den 29. November 1899. Det samme år, som det for første gang lykkedes at sende et radiosignal over Den Engelske Kanal.

Da Emma Morano var lille, flyttede hun med sin familie til Ossola i det nordlige Italien på grund af faderens arbejde. Da en læge rådede familien til at flytte på grund af klimaet, faldt valget på byen Pallanza i Verbania ved søen Lago Maggiore. Her bor hun stadig mere end hundrede år efter.

Opskriften på et langt liv

Adspurgt, hvad opskriften på et langt liv er, svarer hun ifølge The Telegraph, at hun spiser tre æg hver dag – to af dem rå. Det har hun gjort i 97 år, altså siden hun var 20 år gammel, hvor en læge opfordrede hende til at følge denne diæt efter en anæmi-diagnose. Anæmi er en blodsygdom, der påvirker kroppens evne til at transportere ilt. Sygdommen blev diagnosticeret i 1919, året efter at første verdenskrig var blevet afsluttet med en våbenhvile.

Du godeste, jeg er ligeså gammel som bjergene.

Emma Morano

Emma Morano blev gift, da hun var 26 år gammel – i oktober 1926 – samme år som den skotske opfinder John Baird for første gang demonstrerede sin nye opfindelse, fjernsynet.

Blev separeret fra voldelig mand

11 år senere fødte Emma Morano sit første og eneste barn, som ulykkeligvis døde kun seks måneder gammel. Kort efter, tog hun en beslutning, som hun selv kalder en vigtig årsag til, at hun har opnået så høj en alder: Hun forlod sin voldelige ægtemand. Det skete i 1938 – året hvor Hitler annekterede Østrig i en manøvre, der ledte op til anden verdenskrig. Emma Morano har været alene siden.

Emma Morano i sin lejlighed i Verbania.

Hun arbejdede indtil 1954 på en rebfabrik i sin hjemby og efterfølgende i køkkenet på en kostskole, indtil hun gik på pension som 75-årig, for 42 år siden.

Fejres med koncert

I anledning af hendes 117-års fødselsdag bliver hun fejret med en koncert og et show, der genopfører nogle af de væsentligste historiske begivenheder, der har udspillet sig igennem hendes levetid i byen Verbania.

Morano er næsten døv, men da hun modtog lykønskninger i anledning af sin 116-års fødselsdag sidste år, tilbød hun at synge for sine gæster med et løfte om, at hun stadig havde ”en smuk sangstemme”.

Brev fra Paven

Rosi Santoni, der plejer den gamle dame, fortalte i anledning af, at Morano blev udnævnt til verdens ældste kvinde til The Telegraph, at hendes sociale liv er noget begrænset i disse dage. Ikke på grund af svigtende helbred, men fordi alle hendes venner er på kirkegården.

Sidste år modtog Emma Morano både skriftlige lykønskninger fra italiens præsident og fra Paven i Rom. Pergamentet med sidstnævntes velsignelse hænger på væggen i hendes lejlighed.

Emma Morano er den eneste person - som er officielt registreret, der stadig lever - der er født i det 19. århundrede.

- Du godeste, jeg er ligeså gammel som bjergene, skulle Emma Morano have sagt, da hun i maj måned i år fik at vide, at hun var verdens ældste person. 

Som nævnt ovenfor mener Emma Morano, at to rå æg om dagen er en af nøglerne til et langt liv. Her er et bud fra andre personer, der er blevet langt over 100 år, samlet af The Telegraph.

De 100-åriges råd til at blive gammel

To dages søvn

Kamato Hongo

To dages søvn

Inden sin død som 116-årig var Kamoto Hongo berømt for at sove to dage i træk og derefter være vågen to dage i træk. 

Kamato Hongo levede fra 1887 til 2003.

Foto: - / Scanpix Danmark

Vilde, vilde kvinder

Henry Allingham

Vilde, vilde kvinder

Da han blev spurgt, hvordan han havde levet så længe, svarede Henry Allingham, formodentligt med et glimt i øjet: ”Cigaretter, Whisky og vilde, vilde kvinder.” 

Henry Allingham deltog i første verdenskrig. Han levede fra 1896 til 2009.

Foto: TOBY MELVILLE / Scanpix Denmark

Sushi og søvn

Okawa

Sushi og søvn

Det blev sagt om Misao Okawa, at hun spiste masser af sushi og sov otte timer hver nat.

Misao Okawa levede fra 1898 til 2015.

Foto: KYODO / Scanpix Denmark

Bacon og æg

Susannah Mushatt Jones

Bacon og æg

På sin 116-års fødselsdag sagde Susannah Mushatt Jones, at hun svor til en morgenmad bestående af bacon og æg. Hun sagde også, at hun ikke røg eller drak og fik masser af søvn.

Susannah Mushatt Jones levede fra 1899 til 2016.

Foto: LUCAS JACKSON / Scanpix Denmark

Dans

Ethel Lang

Dans

Britiske Ethel Lang sagde inden sin død, at hun aldrig havde røget, sjældent drak, men elskede at danse.

Ethel Lang levede fra 1900 til 2015.

Foto: Wikipedia

Vær positiv

Alice Herz-Sommer

Vær positiv

Alice Herz-Sommer, der overlevede holocaust, sagde inden sin død, at det handler om at være positiv.

Alice Herz-Sommer levede fra 1903 til 2014.

Foto: Wikipedia

Gud og Whisky

Agnes Fenton

Gud og Whisky

Agnes Fenton sagde på sin 110-års fødselsdag, at hun skyldte sit lange liv til at holde forbindelsen til Gud  - sammen med en daglig dosis af tre øl og et shot whisky.

Agnes Fenton blev født i 1905 og lever endnu.

Foto: Wikipedia

Strik og grød

Jessie Gallan

Strik og grød

Da hun var 109 sagde Jessie Gallan fra Aberden, at grød, at undgå mænd (hun giftede sig aldrig) og strik var hendes hemmeligheder til et langt liv.

Jessie Gallan blev født i 1906 og døde i 2015.

Foto: Wikipedia