Unge drenge starter madklub for ældre mænd på plejecenter
I Randers Kommune har man startet projektet 'Randers Mod Ensomhed', hvor frivillige gør en indsats. To af dem er 17-årige Viktor og Andreas.
Hver tirsdag køber 17-årige Andreas Krogen og Victor Petri ind til middag. Det er dog ikke dem selv, de køber ind til.
De to drenge laver nemlig mad til ældre på plejecenteret Thors Bakke i Randers helt frivilligt.
- Vi ser ikke på det, som om det er træls. Vi glæder os ligeså meget, som de ældre gør, siger Andreas Krogen.
De er begge gode til at lave mad, og de trængte til at gøre noget godt for nogle andre. Derfor besluttede de sig for at lave mad en gang om ugen på et plejecenter.
- Der er mange af de ældre, som før hen bare sad på værelset og var lidt enspændere. Men nu er nogle af dem begyndt at snakke på tværs af de forskellige opgange. Så nogle af dem er begyndt at komme lidt mere ud fra værelset, siger Victor Petri.
Helt særlig Madklub
De to drenge laver ikke bare mad for nogle tilfældige ældre på plejecenteret. De har nemlig startet en madklub kun for mænd, og det er faldet i god jord hos madklubbens medlemmer.
- Det er kraftedme dejligt, siger Leif Nielsen med et blink i øjet.
Han er en af de beboer på Thors Bakke, Andreas og Victor laver mad for.
Mændene i madklubben betaler selv 30 kroner per måltid, og der bliver sat stor pris på to de to drenges madlavning.
- Unge mennesker, der laver sådan et initiativ, det kan man da kun synes er fantastisk, siger Kjeld Olsen, der også er glad for selskabet i madklubben.
- Vi samles en ekstra gang og lærer hinanden lidt at kende, siger han.
Randers Mod Ensomhed udspiller sig på Facebook, hvor alle kan komme med ideer eller initiativer.