Samfund

Dansk Black Friday kan slå rekord igen - men i USA er det for alvor vildt

Mens danskerne først inden for de senere år har taget Black Friday til sig, tager traditionen hvert år til nye højder i USA.

Hvis du synes, det har været svært at finde en parkeringsplads til bilen ved shoppingcenteret, at køen i Bilka var noget længere end normalt, og at interessen for de alt for få nedsatte fladskærms-tv var lige lovlig stor, så har du måske også været på jagt efter det gode knald-tilbud på årets Black Friday. 

Men selv om køen virker uoverskuelig, er det ingenting sammenlignet med amerikanske forhold. Ifølge tal for det amerikanske detailhandel-forbund, forventes der i år at blive solgt for lige knap 656 milliarder dollars i år

Se videoen oven for og oplev amerikanerne give den gas, når de afholder deres Black Friday.

Danskerne har taget Black Friday til sig

Danskerne kan dog også godt være med.

Sidste år købte danskerne for næsten to milliarder kroner over dankort, og dermed slog 2015-udgaven af Black Friday dansk forbrugsrekord. En rekord som Dansk Erhverv forudser står for fald i år.

Elektronikkæden Elgiganten er glade for dagen, selv om de ikke forventer at lave et stort overskud.

- Jeg vil sige, det er nok ikke den dag, vi tjener penge, men forbrugerne får en fest ud af det her, og vi lytter til kunderne. Det her er en bevægelse, der har været igennem de sidste år, og for os er det bare om at være med, siger Peder Stedal, som er administrerende direktør i Elgiganten.

Magasin på Kongens Nytorv i København er en af de forretninger, der satser stort på konceptet. Stormagasinet har holdt åbent hele natten til fredag.

Nets: For tidligt at snakke om rekord, men..

Hos Nets analyserer man ikke for alvor på tallene, før dagen er omme. Først i morgen formiddag vil den danske udbyder af betalings-, kort- og informationssystemer se om det samlede antal kort-transaktioner slår rekord. 

Nets oplyser dog allerede nu, at timen mellem 16.00 og 17.00 i eftermiddag var timen med det største antal Dankort-transaktioner nogensinde. Tallet er ikke kendt endnu, men i Nets kan man se, at tallet ligger 12 procent over samme tidsperiode mellem 16.00 og 17.00 fra sidste års Black Friday.

... og sådan undgår du at falde i tilbudsfælden.