Samfund

Black Friday er i gang: Jeg er sindssygt meget imod - men jeg kan også godt lide rabatter

Magasin i København har holdt åbent hele natten. Elgiganten forventer rekordoverskud.

- Jeg er sindssygt meget imod at tage en amerikansk tradition til Danmark. Men jeg kan også godt lide rabatter.

Sådan lyder det fra en af de kunder, der har brugt de tidlige morgentimer til at handle julegaver og rynkecremer på tilbud i Magasin.

Butikker og storcentre over hele landet har for længst taget den amerikanske Black Friday-tradition til sig.

Det samme har kunderne. Sidste år købte danskerne for næsten to milliarder kroner over dankort. 

Det er foreløbigt dansk forbrugsrekord, men den rekord står for fald i år, forudser Dansk Erhverv.

Magasin på Kongens Nytorv i København er en af de forretninger, der satser stort på konceptet. Stormagasinet har holdt åbent hele natten til fredag.

Travl nat

Ekspedienterne fortæller TV 2’s reporter på stedet, at det har været en travl nat.

- Vi har haft nogle gode ryk, og vi har haft noget at lave hele tiden, det er faktisk først nu her inden for den sidste halve times tid, det er begyndt at stilne lidt af, siger ekspedient Mek Gramkow Reinholdtsen omkring klokken 06.

Magasin forventer, at det næste store rykind fredag morgen er lige på trapperne.

Nogle butikker har droppet Black Friday, fordi det er en underskudsforretning, men det er tilsyneladende ikke tilfældet for Magasin.

- Vi har tjent godt på det, det har vi, siger Mek Gramkow Reinholdtsen.

Elgiganten: Forbrugerne har talt

Elgiganten satser også stort på dagen, men forventer ikke at lave et stort overskud.

- Jeg vil sige, det er nok ikke den dag, vi tjener penge, men forbrugerne får en fest ud af det her, og vi lytter til kunderne. Det her er en bevægelse, der har været igennem de sidste år, og for os er det bare om at være med, siger Peder Stedal, administrerende direktør i Elgiganten.

Selvom overskuddet måske ikke bliver stort, så tror Peder Stedal på en omsætning, som slår Elgigantens rekord fra sidste år.

Han er ikke bange for, at de kannibaliserer på deres egen julehandel.

Elgiganten tror på, at rekorden fra sidst år bliver slået på Black Friday.

- Det er den udvikling, der er, og så kan man jo vælge at være med eller ikke at være med. Forbrugerne har talt deres tydelige sprog i løbet af de senere år. De ønsker Black Friday, og derfor er vi selvfølgelig med, siger Peder Stedal.

- Men jeg kan også godt lide rabatter

Magasins kunder er tilsyneladende glade for tilbuddene og åbningstiderne.

Miriam og Petrus Vindeng Granell kørte hjemmefra klokken 24 i aftes, så de var fremme i Magasin klokken 01.

- Vi har været herinde lige siden, der er jo vildt gode tilbud, så det er helt vildt fedt, siger Miriam Vindeng Granell, som går i 9. klasse, omkring klokken 6.30.

Annemette Marker er mindre begejstret for konceptet, men har alligevel valgt at udnytte chancen for et godt tilbud, eftersom hun er på barsel, og hendes lille søn vågner tidligt.

Kunderne har taget Black Friday til sig - også i Magasin, der har holdt åbent hele natten i København.

- For at være ærlig: Jeg er sindssyg meget imod at tage en amerikansk tradition til Danmark. Men jeg kan også godt lide rabatter, så hvorfor ikke udnytte det, når det er der, og så lige op til jul, siger hun.

Selvom Miriam og Petrus Vindeng Granell har været i gang med tilbudsjagten hele natten, er de ikke færdige med at handle, da TV 2 snakker med dem fredag morgen.

- Vi er kun lige gået i gang, smiler Petrus Vindeng Granell, der er studerende.