Samfund

Jensens Bøfhus tilbagekalder færdigret efter fund af metalstykker: Solgt i hele landet

Fødevarestyrelsen opfordrer kunder til at kassere eller levere mørbradgryder fra Jensens Bøfhus tilbage.

Jensens Foods tilbagekalder partier af færdigretter med mørbradgryde af mærket Jensens Bøfhus, fordi der er risiko for, at produktet indeholder metalstykker.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Der er tale om de mørbradgryder fra Jensen Bøfhus, der er mindst holdbare til 4.-6. december 2016.

Er solgt i hele landet

Produktet er solgt i dagligvarebutikker i hele Danmark.

Tilbagekaldelsen sker, fordi der er fundet metalstykker i en pakning af produktet. 

Fødevarestyrelsen opfordrer folk til at kassere eller levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt.