Samfund

Malene blev misbrugt af sin far, men så mødte hun sin 'engel'

Malene Lauritsen blev sexmisbrugt i otte år af sin far. Hun kan genkende de ting, 22-årige Zandra Berthelsen fra Tønder-sagen fortæller.

Torsdag stod 22-årige Zandra Bertelsen frem i Station 2-dokumentaren "Pigen fra Tøndersagen" og fortalte om sit mareridt. Hun blev sexmisbrugt hele sin barndom af sin far fra hun var to år.

En af dem, der kunne genkende meget af det, Zandra fortalte, er iværksætteren Malene Lauritsen. Hun blev sexmisbrugt i otte år af sin far, da hun var barn. Hun har skrevet bogen "Brev til Mor" om sine oplevelser.

- Der er mange ligheder. Min sag kørte samtidig med hendes, siger Malene Lauritsen til TV 2.

Malene fortalte ikke nogen, at hun var blevet sexmisbrugt, fra hun var syv, til hun var 15, før hun blev 20 år. Men da hun var indlagt på hospitalet, strøg en venlig sygeplejerske hende over armen og spurgte, hvad der var galt med hende.

- Min krop sagde fra. Jeg brød så sammen og fortalte om de overgreb, jeg havde været udsat for, siger Malene Lauritsen.

Hun fik at vide, at der var et sted for incestofre - Stolpegården - men at der var et års ventetid. Så Malenes psykiske traumer forblev ubehandlede.

Så mødte jeg en politimand, som jeg kalder "min engel"

Malene Lauritsen

- Hele forløbet var ganske forfærdeligt. Jeg fik hele tiden at vide, de ikke kunne tilbyde mig den rigtige behandling. Jeg havde behov for nogen lyttede til mig og gav mig et kram, siger Malene Lauritsen.

- Det rigtige for mig havde været, at der var et sted, hvor der var noget omsorg. Jeg kunne ikke ringe til min mor eller min far, fortæller hun.

Men Malene Lauritsen tog en vigtig beslutning - hun ville ikke lade sig knække af misbruget.

Jeg prøver at være den mor, jeg har savnet hele min barndom

Malene Lauritsen.

- Jeg besluttede mig for, at han ikke skulle vinde. Jeg gik til politiet og anmeldte min far, siger hun. Hendes far blev senere idømt en fængselsstraf for misbruget, han døde efter at have afsonet straffen.

Hos politiet mødte Malene en meget vigtig person i hendes liv.

- Så mødte jeg en politimand, som jeg kalder "min engel". Han lyttede til mig, siger Malene Lauritsen.

Politimanden hjalp hende under hele sagen og gav hende modet til at gennemføre sagen mod sin far.

- Jeg havde ikke været her i dag, hvis han ikke havde været der, siger Malene Lauritsen.

Siden har Malene Lauritsen mødt flere engle, blandt andet den mand, hun nu er gift med. Hun har fire børn og prøver at give dem alt det, hun ikke fik, da hun var barn.

- Jeg prøver at være den mor, jeg har savnet hele min barndom, siger Malene Lauritsen.

Hun opfordrer folk, der har lignende oplevelser fra barndommen, til at fortælle om det.

- Jo flere vi tør stå frem, jo mere bliver der gjort ved problemet, mener Malene Lauritsen.