Zandras farvel til 'Tønderpigen': Derfor står jeg frem

For første gang står Zandra Berthelsen frem med navn og ansigt. Læs her, hvorfor hun mener, at det er det eneste rigtige.

- Folk har alle mulige gisninger om, hvem jeg er. Jeg har brug for at komme med min side af historien.

Sådan lyder det fra 22-årige Zandra Berthelsen, som for første gang står frem med navn og ansigt, når hun i morgen aften fortæller sin historie i Station 2-dokumentaren 'Pigen fra Tøndersagen'.

- Jeg håber, at andre unge kan lære af mig, lyder det fra den kvinden med kortklippet hår og sorte, kantede briller:

- Man føler skam, når man har været udsat for sådan noget. Men jeg vil gerne fortælle de unge mennesker, som er derude, at de ikke skal skamme sig. For det er ikke deres skyld. Det er aldrig et barns skyld. Det er ikke noget, man selv vælger.

Levede et dobbeltliv

I 2005 fik Zandra Berthelsen rollen som 'Tønderpigen' i alle landets medier, da det kom frem, at hendes far havde misbrugt hende seksuelt gennem hele hendes barndom. Fra hun var to år.

Da hendes mor flyttede, lod Zandra Berthelsens far også en lang række andre mænd forgribe sig på hende. Først da hun var 11 år landede et anonymt tip på politiets bord, og faren røg bag tremmer.

Det er 11 år siden nu.

Jeg vil ikke gå og skjule mig mere. Altså… Jeg vil gerne kunne sige til mine klassekammerater, at jeg kommer fra Tønder.

Zandra Berthelsen

- Det var et helvede. Jeg kan huske, at jeg bad til gud om, at det dog bare snart måtte stoppe… Om jeg ikke godt kunne blive reddet, siger Zandra Berthelsen og fortsætter:

- Men jeg er ligesom blevet født ind i det. Det var den verden, jeg kendte til. Jeg levede et dobbeltliv, hvor jeg ikke kunne sige, hvad der foregik hjemme.

Tøndersagen: Sådan gjorde vi

Station 2 kom i februar i kontakt med Zandra Berthelsen, som nu for første gang står frem på tv og fortæller om sin fortid og om det sit liv i dag.

Station 2 har fulgt hende et halvt år med kamera og imens været i kontakt med flere af hendes behandlere, som respekterer hendes beslutning om at stå frem og vurderer, at hun trods sin belastede fortid er stærk nok til at håndtere de reaktioner, der måtte komme.

Programmet bygger på research i sagsakter og aktindsigter samt talrige interviews med hende selv, centrale kilder i sagen og personer er tæt på hende i dag og dengang misbruget fandt sted.

I dag er Zandra flyttet fra Tønder, men Ikke ret mange i den nye by kender til den 22-årige kvindes baggrund. Det kommer til at ændre sig nu.

- Jeg vil ikke gå og skjule mig mere. Altså… Jeg vil gerne kunne sige til mine klassekammerater, at jeg kommer fra Tønder. Og hvis de så spørger til Tønder-sagen, jamen så vil jeg bare gerne have lov til at kunne være ærlig. Jeg gider ikke gå og gemme mig. Jeg gider ikke gå og skjule mig. Derfor gør jeg det, siger Zandra Berthelsen til TV 2.

Man har en chance - trods svære odds

Tønder-sagen har rystet hele Danmark.

Og ifølge politiet har den også sat sit tydelige aftryk i retssale og advokathuse landet over.

- Der er næsten ikke en sædelighedssag i Danmark, hvor man ikke straks begynder at sammenligne; var den større eller mindre end Tønder-sagen, siger Michael Kjeldgaard. Han var efterforskningsleder for Rigspolitiets Rejsehold, da Tønder-sagen blev efterforsket.

Overgrebene har også fæstnet sig i Zandra Berthelsens hukommelse.

- De ting, der skete, står fuldstændig klart, fortæller hun:

- Den eneste måde, man blev respekteret af min far på, det var, hvis man gjorde de her ting. Hvis man var sammen med nogle mænd, og så mange som muligt, og hvis man gjorde så mange syge ting som muligt. Jeg synes, de var syge. Men for ham var det frækt.

- I dag er han død for mig. Han er ikke min far. Ikke i mine øjne. Fordi sådan er en far ikke.

Zandra Berthelsen

- I dag er han død for mig. Han er ikke min far. Ikke i mine øjne. Fordi sådan er en far ikke, siger hun.

TV 2 har fulgt Zandra Berthelsen med et kamera siden februar i år. Her har hun vist, hvordan hendes liv består af voldsomme op- og nedture. Zandra Berthelsen har insisteret på at få det hele med. Både for at vise, hvor store konsekvenser der kommer i kølvandet på seksuelt misbrug i barndommen, og for at vise at der altid findes håb.

- Jeg synes, det er vigtigt. Vigtigt for mig, og vigtigt for mange andre. Folk skal vide, at de har en chance, selvom der er svære odds, siger hun.

Du kan se første del af dokumentaren 'Pigen fra Tøndersagen - min historie' på TV2 torsdag den 17. november kl. 20.50.