Disse værdier kan komme i den nye Danmarkskanon
Ytringsfrihed, ligestilling, tillid og foreningskultur. Det er ord, der kan ende i den nye Danmarkskanon. Nu skal 2200 forslag blive til 10.
Kulturminister Bertel Haarders projekt med at samle de allermest danske ting i en kanon, er nu ved at være klar til næste fase.
Der er kommet mange forslag på bordet - 2200 for at være præcis - og de skal nu skæres ned til 10.
Og de 10 forslag, der i fremtiden skal stå som danskernes værdier i en Danmarkskanon, skal der nu stemmes om. Bertel Haarder trykker på knappen tirsdag morgen.
- Vi skal være bevidste om, hvad der er vigtigt i Danmark. Og det skal vi fortælle alle, der vokser op i Danmark eller kommer hertil udefra, siger Bertel Haarder.
Danmarkskanonen skal finde 10 danske værdier, som skal offentliggøres på papir, kunne slås op på en smartphone, indgå i skoleundervisningen, samt inspirere materialet til indfødsretsprøven 2017.
Og så skal det ifølge Bertel Haarder være pejlemærker for alle, der vokser op her i landet - eller kommer til udefra.
- Sindelaget er det afgørende - det handler om, at man er dansksindet, siger Bertel Haarder.
Her stemmer du
Tirsdag vil alle 20 forslag blive præsenteret. De skal så indskrænkes til 10, og det skal foregå ved hjælp af en afstemning på hjemmesiden danmarkskanon.dk
Mange forslag er kommet ind. Fælleskab, humor, ligestilling og tryghed er bare nogle af de i alt 2200 forslag. Bertel Haarders egen favorit er ordet tillid, siger han i TV 2-magasinet, Lippert - et walk and talkshow.
- Vi er verdens mest tillidsfulde folk, fordi vi er det mindst korrupte land i verden, og det er vigtigt at få sagt, mener Bertel Haarder.
Afstemningen slutter tirsdag den 22 november, og de 10 værdier i Danmarkskanonen bliver offentliggjort den 12. december.