Samfund

Fødevarestyrelsen advarer: Danske æg kan være ramt af fugleinfluenza

Efter fund af fugleinfluenza i Tyskland viser det sig nu, at 300.000 æg fra selvsamme producent befinder sig i Danmark, oplyser Fødevarestyrelsen.

Op til 300.000 rugeæg i Danmark er muligvis ramt af den farlige fugleinfluenza af typen H5N8. Det oplyser Fødevarestyrelsen, som har besluttet sig for øjeblikkeligt at destruere æggene. 

De befinder sig hos rugeriet Aviagen i Bække nær Kolding og stammer fra en besætning på 30.000 høns i Nordtyskland, som lørdag blev aflivet efter fund af den dødelige sygdom. 

Dermed er flere eksperters og fjerkræavleres frygt blevet til virkelighed: Fugleinfluenzaen har ramt den danske fjerkræsbranche. 

Kyllinger muligvis smittet

Allerede torsdag meddelte Fødevarestyrelsen, at der er fundet fugleinfluenza i døde fugle i Danmark. Det drejede sig dog om en gruppe vilde troldænder fundet på Møn samt en enkelt troldand, der er fundet på Christiania i København.

At sygdommen nu har ramt et rugeri kan have store konsekvenser for erhvervet, siger Stig Mellergaard, som er souschef i Fødevarestyrelsen. 

- Det kan blive fatalt for erhvervet, hvis sygdommen spreder sig til danske besætninger. Vi eksporterer omkring 120 millioner slagtekyllinger om året, og hvis sygdommen spreder sig, kan det betyde et fuldt stop for produktionen. Derfor har vi også valgt at handle hurtigt og destruere æggene i Bække, før de er undersøgt for fugleinfluenza, siger han og fortsætter: 

- Æggene er helt sterile uden på, så de smitter ikke i sig selv, men der kan være risiko for, at kyllingerne inde i æggene er smittede.

Alvorligt for erhvervet

Sygdommen smitter normalt ikke mennesker. De fugle, som bliver ramt af typen H5N8, dør ofte hurtigt, og som avler skal man derfor være på vagt overfor pludselige dødsfald i besætningen, oplyser Fødevarestyrelsen. 

Stig Mellergaard mener dog ikke, at tabet af de 300.000 æg i sig selv har de store konsekvenser, da hver rugehøne lægger mindst ét æg om dagen. 

Fødevarestyrelsen er dog på vagt, da sygdommen i høj grad minder om H5N1-influenzaen, som ramte Danmark i 2006.  

Ifølge Det Danske Fjerkræråd kostede dét udbrud omkring 200 millioner kroner for fjerkræsbranchen. Derfor tager Fødevarestyrelsen øjeblikkelig affære og destruerer æggene, før de er undersøgt for sygdommen. 

Hold fjerkræ indendørs 

Denne beslutning er de glade for i erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer. 

- Spreder det sig først til danske besætninger, kan det betyde et fuldstændigt stop for erhvervet. Det vil koste tusindvis af dyreliv, og samtidig risikerer vi, at eksporten af æg og fjerkræ lukker ned med et milliontab, siger Jørgen Nyberg, som er sektorchef i Landbrug og Fødevarer.

Både Fødevarestyrelsen og Landbrug og Fødevarer understreger, at det er afgørende, at man som avler holder sin fjerkræbesætning indendørs. 

- Det kan godt være, at man derved kommer på kanten af nogle regler, men den risiko må vi tage med. Det her er vigtigere, siger Jørgen Nyberg og fortæller, at der dog findes flere producenter i Danmark, som ikke har mulighed for at lukke hele deres besætning inde: 

- Vi har blandt andet en producent ved Limfjorden, som konstant går rundt med et jagtgevær og skræmmer de vilde fugle væk, så de ikke flyver ned blandt tamfuglene. Så man må sige, at alle gør sit, slutter han. 

Grundet det stigende antal tilfælde af fugleinfluenza syd for den dansk-tyske grænse har en række fjerkræavlere i Sønderjylland allerede taget konsekvensen af smittefaren og frivilligt valgt at isolere deres besætninger fra omverdenen.