Samfund

Esther og Hans har forberedt sig på dommedag i 50 år: Der vil blive sult og hungersnød

Et ægtepar fra Ribe er blandt dem, der mener, vi lever "i den sidste tid". Derfor forbereder parret sig på dommedag.

I huset i Ribe sidder ægteparret Esther og Hans Lauridsen. Gennem de seneste 50 år har de forberedt sig på det uundgåelige. Kufferten og transistorradioen står klar til udrykning. De er klar til at flygte, når Jorden går under.

- Vi har lært at overhøre alle de mange mennesker, som har ment, vi er tossede i hovedet. Det er der en del, der gør, siger Hans Lauridsen med et skævt smil til TV 2.

Han viser nogle af de ting, parret har parat - i deres optik er det ikke hvis - men når ulykken er ude. En kortbølgeradio og et aggregat til at rense vand er blot nogle af de ting, Esther og Hans har klar i rækkehuset i Ribe.

Parret er blandt de mange "Preppers" (afledt af det engelske ord prepare - at forberede sig, i dette tilfælde på dommedag, red.), som findes over hele verden - især i USA, hvor der er lavet en populær reality-serie, "Doomsday Preppers", om amerikanske familier, der forbederer sig på "den sidste tid".

- Der vil blive sult og hungersnød og jordskælv - mere end der har været - og katastrofer, forklarer Esther Lauridsen om baggrunden for parrets tro.

Har udgivet hæfter og lavet hjemmesider

I 50 år har de to, som tror på Bibelen, udgivet hæfter og lavet hjemmesider, i alt 20.000 hjemmesider og 300 videoer, hvor de advarer alle om, at vi lever i "den sidste tid".

Esther Lauridsen forklarer, at vi er kommet ud på et skråplan, fordi nogen kun tror på noget af det, der står i Bibelen.

- Man må jo enten tro på det hele eller også på ingenting, mener hun.

Filosof Anders Fogh-Jensen forklarer, at mange finder håb i det tragiske ved Jordens undergang.

- Man drages hen mod undergangen, fordi der kan være håb i det tragiske. Det er sørgeligt, hvis verden langsomt forgår. Det tragiske er et sammenbrud, og det giver et håb om, at ny verden kan opstå, siger Anders Fogh-Jensen.

Esther og Hans Lauridsen er hovedpersonerne i en dansk dokumentarfilm, der har præmiere i biograferne onsdag den 16. november.