Samfund

Efter flere års debat: Forsøgsordning med medicinsk cannabis på vej

Efter flere års debat kan patienter med kræft og sklerose snart få medicinsk cannabis udleveret på lovlig vis.

Patienter med eksempelvis kræft, multipel sclerose eller rygmarvsskade kan fra 2018 få lægeordineret medicinsk cannabis. 

Det ligger fast, efter at satspuljepartierne er blevet enige om en ny forsøgsordning. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet.

Den skal gøre det muligt for nogle af de patienter, som i dag medicinerer sig selv, at blive behandlet lovligt med medicinsk cannabis i sundhedsvæsnet og gælde fra 1. januar 2018.

- Det væsentlige for mig som sundhedsminister er, at patienternes sikkerhed er i orden, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) i en skriftlig kommentar.

Cannabis hos lægen

Det er Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, der sammen er blevet enige om den 4-årig forsøgsordning.

Derefter afgøres det, om ordningen skal gøres permanent.

De sygdomme og symptomer, der kommer med i forsøgsordningen, er multipel sklerose, rygmarvsskade, kroniske smerter, hvor anden behandling ikke tåles, samt kvalme og opkastning efter kemoterapi.

Der afsættes i alt 22 mio. kr. til forsøgsordningen.