Politikere bag vandaftale: Høj skat var ikke meningen
Politikerne fra højre til venstre var imod hård beskatning af drikkevandet, siger centrale forhandlere.
et var aldrig meningen, at danske vandværker skulle høvle milliarder hjem til Skat, da vandselskaberne blev effektiviseret.
Det bekræfter flere af de politikere, der i sin tid deltog i de langstrakte forhandlinger i Folketinget om en ny lov for vandsektoren, over for Ritzau.
Socialdemokraten Torben Hansen forhandlede sagen som miljøordfører for sit parti.
- Forventningen var klart, at der ville komme en samlet beskatning på 100-200 millioner kroner om året ud af det, når vandselskaberne blev lavet om til aktieselskaber i stedet for kommunale vandværker.
- Men de milliardbeløb, som det siden er endt med fra Skat, var aldrig den politiske intention hos nogen af de politiske partier bag det brede forlig på området, siger han.
Store skatteindtægter var ikke hensigten
Tidligere folketingsmedlem Per Clausen fra Enhedslisten bekræfter, at store skatteindtægter på vand aldrig var meningen.
- Vi lavede en bred politisk aftale, som så er endt med nogle konsekvenser, som ingen var klar over dengang. En af intentioner med det var jo blandt andet billigere vand til vandforbrugerne, som jo ikke hænger godt sammen med stærkt øget beskatning, siger han.
Torben Hansen ærgrer sig også.
- Det er træls. Præcis hvor kæden røg af, har jeg svært ved at sige.
- Men det er ærgerligt, hvis staten og vandselskaberne nu skal bruge kræfter og mange penge på at føre retssager mod hinanden om nogle store skattebetalinger, som absolut ingen ønskede, siger han.
Stævner staten
Men det kan blive udgangen.
- Parallelt med den politiske løsning, som vi fortsat håber på, har vi stævnet staten i sagen, siger direktør Carl-Emil Larsen fra Dansk Vand- og Spildevandsforening (Danva).
- Afhængigt af meldingerne fra politikerne må vi se, hvordan vi forholder os til det, siger han.
Forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) har indkaldt forligspartierne til et møde senere på måneden om sagen på baggrund af en flere gange forsinket rapport fra Skatteministeriet.