Samfund

Dansk fugl forbløffer forskere: Rører ikke jorden i ti måneder

Mursejleren tilbringer det meste af sit liv i luften, bekræfter ny forskning. Wikimedia

Et svensk studie af mursejlere viser nu, at fuglene kan holde sig flyvende forbavsende længe.

Ornitologer har længe vidst, at mursejlere har nogle helt specielle evner, når det kommer til at holde sig svævende. For eksempel samler den lille fugl udelukkende føde i luften, hvor den fanger insekter og andre smådyr.

Når mursejlere forlader deres ynglepladser i august... rører de aldrig jorden, før de er vendt tilbage ved den næste ynglesæson 10 måneder senere.

Anders Hedenström, professor

Fuglekendere ved også, at mursejlere har meget korte ben, der gør, at den ikke kan bevæge sig på jorden eller sidde på grene eller el-ledninger.

Flyver i måneder

Alligevel er det først nu lykkedes at bekræfte, hvad nogle forskere længe har haft mistanke om: Mursejlere tilbringer det meste af deres liv på vingerne, og kan holde sig flyvende i mange måneder ad gangen uden nogensinde at lande.

- Når mursejlere forlader deres ynglepladser i august for at trække til den centralafrikanske regnskov via Vestafrika, rører de aldrig jorden, før de er vendt tilbage ved den næste ynglesæson 10 måneder senere, siger Anders Hedenström, der er professor i evolutionær økologi ved Lund Universitet i Sverige ifølge ScienceDaily.

Det faktum, at nogle individer aldrig landede i løbet af de ti måneder, antyder, at de sover, mens de er på vingerne.

Anders Hedenström, professor

Hedenstrøm og hans forskningskollegaer har studeret mursejlerne ved at fastgøre små sensorer til fuglene, der både måler acceleration og lysforhold, og dermed gør forskerne i stand til at fastslå, hvor de er, og hvordan de bevæger sig.

Mursejlere har så små ben, at de ikke kan bevæge sig på jorden.

Sover i luften

Ifølge professoren sparer fuglene på energien ved at svæve på varme – og derfor opadgående – luftstrømme. Alt tyder også på, at søvnbehovet dækkes på den måde.

- Det faktum, at nogle individer aldrig landede i løbet af de ti måneder, antyder, at de sover, mens de er på vingerne, siger Anders Hedenström.

Professoren formoder at fuglene blunder under deres langsomme nedstigning fra høje luftlag ved daggry og skumring.

Månen tur-retur

På trods af det høje energiforbrug, der er forbundet med al det flyvning, lever mursejleren forbløffende længe. De kan nemlig blive op til tyve år og dermed tilbagelægge ikke så få kilometer i løbet af deres levetid. Den sammenlagte distance, som en mursejler tilbagelægger i løbet af sit liv, svarer således til syv rejser til månen, tur-retur.

Mursejleren er en almindelig fugl i Danmark i sommermånederne, hvor de især yngler i storbyerne. Ifølge Dansk Ornitolog Forening ses de oftest flyvende i flok hen over byens tage i stor fart.