Samfund

Urner med døde danskeres aske sendes med posten: - Det er respektløst

Cirka 20 gange årligt sendes en urne med posten, oplyser Begravelse Danmark. ANNETT BRUHN / Scanpix Danmark

Man ville heller ikke sende en kiste med en fragtmand, lyder en del af kritikken.

Hvis en urne har en lang rejse fra krematorium til kirkegård, foregår den nogle gange med posten frem for i en rustvogn eller hos de pårørende. Men det er etisk problematisk, siger kritikere til Kristeligt Dagblad

Begravelsesforeningen Begravelse Danmark oplyser, at urner sendes med posten cirka 20 gange ud af de cirka 1700 kremeringer, foreningen årligt forestår. Fra Allan Vest, leder og formand for Danske Krematoriers Landsforening, lyder det desuden, at landets 20 krematorier en til to gange månedligt sender en urne med posten.

- Hvis vi har 1100 kremeringer om året, vil jeg skyde på, at vi fra vores eget krematorium her i Hjørring sender en til to om måneden, og på landsbasis tror jeg, at det procentvis er meget lig samme størrelsesorden. Vi sender de urner, der skal langt, for eksempel dem der skal til Aarhus, København eller Odense, eller urner, der skal til udlandet, siger han.

Professor: Respektsløst over for afdøde

Men det er respektløst over for afdøde, når deres sidste rejse foregår med posten, mener Svend Andersen, teologiprofessor ved institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet og tidligere næstformand for Det Etiske Råd.

- Grundlæggende har vi en etisk tanke og norm, der siger, at vi skylder ethvert menneske respekt, og den grundtanke overføres også til døde mennesker. Personers værdighed eller værdi forsvinder ikke, fordi de dør, og når vi ekspederer urnen som en postpakke, tilsidesætter vi kravet om respektfuld omgang med resterne af et dødt menneske, siger han. 

Jørgen Carlsen, forstander for Testrup Højskole og medlem af Det Etiske Råd, giver Svend Andersen ret i, at det er en prekær praksis. Man ville heller ikke sende en kiste med en fragtmand, påpeger han. 

- Urnen repræsenterer den afdøde, og det støder mig, at man kan betragte det som en postpakke på linje med hvad som helst. Og hvad vil der egentlig ske, hvis pakken skulle blive væk? Det er jo ikke sådan, at det aldrig nogensinde kunne ske for posten. Jeg synes ikke, verden går under, hvis man sender en urne med posten, men jeg synes, det grænser til det anstødelige. Det er jo på en måde at se den afdøde som et stykke gods, siger han.

Afviser kritik

Men den kritik afviser Danske Krematoriers Landsforening. 

- Det er en bekostelig affære, hvis pårørende fra København skal køre til Hjørring for at hente urnen, og i princippet er der for mig ikke den store forskel på, om man sender herfra til København eller herfra til Vietnam. Det er inden for lovgivningen, og vi går ud fra, at det er en aftale indgået mellem de pårørende og bedemanden, siger Allan Vest. 

Også Ole Roed Jakobsen, branchedirektør for brancheforeningen Danske Bedemænd, afviser, at der skulle være et etisk problem ved at sende urner med posten. Så længe den er pakket ind i ordentlig emballage, og forsendelsen finder sted på forsvarlig vis, er det hverken et problem for bedemændene eller for postvæsenet, siger han.