Løhde: Kræftens Bekæmpelse bliver ikke favoriseret
Knæk Cancer ugen er i gang, og danskerne samler penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Men hvad med hjerteforeningen, lungeforeningen og alle de andre?
Politikerne bliver kritiseret for at have for meget fokus på kræftområdet fremfor andre alvorlige sygdomme. Men kritikken preller totalt af på Sundheds- og Ældreminister Sophie Løhde.
- Jeg anerkender ikke, at fordi vi gør noget på kræftområdet, så er vi ligeglade med de andre patienter, fortæller Sophie Løhde i Lippert - et walk and talkshow.
Kræftens Bekæmpelses havde sidste år tre gange så høj bruttoindtægt sammenlignet med den nærmeste patientforening. Og det har fået patient-organisationer, sundhedsøkonomer og Danske Regioner til at efterlyse mere opmærksomhed på alle de andre sygdomme, som vi danskere bliver ramt af.
Men Sophie Løhde mener, at penge til kræftområder er penge til alle områder.
- Gør vi ikke noget på kræftområdet, så er der samlet set mindre til de andre områder, fortæller ministeren, som med den nye kræftpakke 4 har tilført 2,2 milliarder kroner til kræftområder over de næste 4 år.
Kritik: Kræftpatienten har et bedre forløb end KOL-patienten
Og netop de mange kræftpakker og politiske initiativer har betydet, at kræftpatienten får et bedre patientforløb end KOL-patienten. Det mener Jakob Kjellberg, professor og programleder ved Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, Kora.
- ”Den almindelige KOL-patient har slet ikke samme mulighed for at få et pakkeforløb på hospitalet som brystkræftpatienten. Der er en synergi. Folk er optaget af kræft, og politikerne fokuserer på de sygdomme, som folk er optaget af,” siger han til Kristeligt Dagblad.
Scleroseforeningen er nogle af dem, der oplever at stå i skyggen af Kræftens Bekæmpelses succes.
- Når man som Kræftens Bekæmpelse er meget synlig, så er man også i stand til at tiltrække flere midler. Politikerne er nødt til at være opmærksomme på de mekanismer og også tænke på andre patientgrupper, når de laver sundhedsaftaler, siger direktør i Scleroseforeningen, Klaus Høm, til Kristlig Dagblad.
Sophie Løhde køber ikke, at de andre patientforeninger bliver glemt. Men hun medgiver, at kræftområdet fylder meget i disse år, da Danmark halter efter de andre nordiske lande.
- Hvis du er svensker, hvis du er nordmand, så er dine chancer større for at overleve en kræftsygdom, end hvis du er dansker. Det skal vi have gjort noget ved, lyder det fra Sophie Løhde hos Lipppert - et walk and talkshow.