Samfund

Parkeringsbøder: Det kan få danskerne op i det røde felt

TV 2's serie om besynderlige parkeringsbøder får masser af danskere til at reagere: Vi bliver uretfærdigt behandlet.

Hvis der er noget, der kan gøre danskerne vrede, så er det parkeringsbøder.

De sidste par dage har TV 2 fortalt eksempler på besynderlige parkeringsbøder, som bilisten selv har fundet helt urimelig. Og det har fået rigtig mange danskere til at skrive ind til os (på adressen 1234@tv2.dk) med deres historie.

Nils Bangsholt fra Esbjerg fortæller eksempelvis om sit seneste besøg i København:

- Jeg parkerede vores bil på Øksners Plads (Halmtorvet), efter at jeg havde kørt ind på pladsen, som er flere tusind kvadratmeter stor. Jeg ledte efter afmærkede båse og eventuelle forbudsskilte, men fandt ingen. Ved indkørslen til den store plads stod der et skilt, hvorpå der stod:" Parkering uden for de afmærkede båse ikke tilladt", men der forefandtes som nævnt ingen båse, ej heller forbudsskilte. Så vi parkerede, som vi i mange år tidligere har gjort, når vi besøgte København. Ville det ikke være en naturlig ting at opsætte skilte, hvorpå der står " Parkering forbudt "?, skriver han.

Nogle få centimeter

Lisbeth Hove fra Aalborg ærgrer sig over den nidkære parkeringsvagt, der udskrev en parkeringsbøde, fordi Lisbeth Hoves bil holdt nogle få centimeter inde på et fortov (se foto nedenfor).

- Det synes jeg, er helt urimeligt, skriver hun.

Vej eller udkørsel

Lige så ærgerlig er John Petersen fra Aalborg, der fik en bøde for at have parkeret ”i et vejkryds mindre end ti meter fra den tværgående vej”. Han har klaget over bøden, fordi, han ikke mener, det er en tværgående vej, han holder tæt på, men blot en udkørsel.

Slap for bøde

Trine Kræmer Petersen fortæller som en af de meget få, at hun faktisk har fået et parkeringsselskab til at trække en parkeringsbøde tilbage – sådan da.

Hun fik en parkeringsbøde i parkeringsanlægget ved Randers Sygehus, på trods af at hun havde købt p-billet, som hun skulle. Desværre havde hendes 10-årige søn vendt p-billetten om ”med den pæne side opad”. Parkeringsselskabet Q-park accepterede den forklaring og tilbød at eftergive bøden på 600 kroner – mod at Katrine Kræmer Petersen betalte en administrationsafgift på 250 kroner!

Har du også fået en parkeringsbøde – eller parkeringsafgift, som det hedder – så hører vi også gerne fra dig på adressen 1234@tv2.dk