Muslimer om omskæringer: Bare det kunne blive gjort på danske hospitaler
Danske muslimer og jøder er henvist til privatklinikker eller udlandet, når de vil have deres små drenge omskåret.
For muslimer og jøder i Danmark er det et problem, at de ikke kan få foretaget den rituelle omskæring af deres drengebørn under sikrede forhold i det danske sundhedsvæsen.
Myndighedernes indgreb mod lægen Said El-Batran, der har fået forbud mod at omskære drenge, som vi omtalte i TV 2 Nyhederne onsdag, har sat fokus på problemet.
I dag fortæller to danske muslimer om de problemer det giver, at de må ty til alternative måder at få foretaget den religiøst betingede omskæring.
Amir Hussein i Odense har valgt at gå til private klinikker (dog ikke Said El-Batrans nu lukkede klinik) med sine sønner, mens Ibrahim Al-Werr fra København vil rejse til Libanon med sin søn for at få indgrebet foretaget under betryggende forhold.
Prisen bliver nogle gange afgørende
Amir Hussein, der arbejder hos Røde Kors, siger til TV 2, at det klart var at foretrække, hvis indgrebet kunne ske i det offentlige sygehussystem.
I stedet sker indgrebet, som ikke er ulovligt at foretage i Danmark, på private klinikker, hvor det i nogle tilfælde kan være prisen, der er afgørende for, hvilken læge, forældrene vælger.
- Problemet er, at når det har med kroner og øre at gøre, så er der visse folk, der måske ikke tænker på, hvilke konsekvenser det kan have for deres børn. Jeg tænker, at staten bliver nødt til at sætte fokus på, at der er et problem her, siger Amir Hussein.
I Libanon er der styr på det
Ibrahim Al-Werr, der driver en café i København, har valgt en anden løsning for sin to-årige søn. Han har fravalgt de private klinikker i Danmark, og rejser i stedet til Libanon med sin søn for at få lavet indgrebet.
- Det er jo hans fremtid. Og det skal være et sted, hvor der er renlighed og styr på det. Det er derfor jeg har valgt at gøre det nede i Libanon, siger Ibrahim Al-Werr.
Ikke nogen sygdom
Sundhedsstyrelsen vurderer, at der foretages mellem 1000 og 2000 rituelle omskæringer af drengebørn i Danmark hvert år.
Både Det Jødiske Samfund i Danmark og Det Muslimske Fællesråd støtter i dag ideen om omskæring på offentlige sygehuse, men det danske sygehusvæsen afviser den tanke.
- Der er ikke tale om en egentlig sygdom eller et egentligt lægeligt formål med indgrebet, så derfor synes jeg ikke, det offentlige sundhedsvæsen skal stille den behandling til rådighed, siger Andreas Rudkjøbing, der er formand for Lægeforeningen.
Han understreger, at der – på trods af den aktuelle sag om lægen Said El-Batran – findes adskillige private klinikker i Danmark, hvor man kan få foretaget indgrebet under betryggende forhold.