Samfund

Håndværkeren Lars parkerede på egen byggeplads: Fik alligevel p-bøde

To håndværkere fik en p-bøde i forruden, da de parkerede på en byggeplads i Aalborg.

De havde ikke set det komme, Lars Skau Jensen og hans kollega Preben Hansen, da de gik og arbejdede på en byggeplads i Aalborg torsdag den 13. oktober.

At det skulle koste dem en parkeringsbøde på 510 kroner at passe deres arbejde. Og selv om de råbte p-vagten an, placerede han lappen i deres forrude.

- Vi blev overraskede og ret forundrede over, at vi kan få en bøde, mens vi holder på en byggeplads, der er afspærret med hegn og vandfaste plader ud mod vejbanen, siger Lars Skau Jensen.

Beklager, sådan er reglerne

De to havde parkeret deres bil på byggepladsen for at gå i gang med at etablere fibernet til en masse ungdomsboliger i det centrale Aalborg.

Byggeplads i Aalborg.

Der er bare den hage ved det, at byggepladsen breder sig udover en vejbane - og det var tilsyneladende nok til at udløse en parkeringsbøde fra Parkeringskontrol Nord.

- Samtidig med at man gav tilladelse til byggeplads, gav man ikke tilladelse til, at de kunne parkere på byggepladsen forklarer Hans Henrik Henriksen, der er rådmand for By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, som Parkeringskontrol Nord hører under.

Og da det er forbudt at parkere på netop den vejbane, byggepladsen breder sig ud over, er parkerings-"brøden" klar i deres bog.

- Det er helt ude i hampen

Men Lars Skau Jensen føler sig jaget som håndværker.

- Gør jeg noget galt, betaler jeg gerne min bøde. Jeg synes bare, at det der er helt ude i hampen. Det er lige i overkanten, siger han til TV 2.

Derfor har han og kollegaen henvendt sig til FDM for at få opklaret, om der er hold i udstedelsen af bøden eller ej.

Byggeplads i Aalborg.

Og om parkeringsvagten har forbrudt sig mod arbejdsmiljøloven ved at bevæge sig ind på byggepladsen uden den påkrævede hjelm og sikkerhedssko.

Lars Skau Jensen forventer svar om få dage.