17-årigs kamp mod madspild hitter: Har bredt sig til 40 byer

17-årig dreng hitter i Danmark med et nyt madspildskoncept på Facebook, som på kort tid har spredt sig til 40 danske byer.

17-årige Rasmus Erichsen fra Korsør fik for kort tid siden en god idé.

Gang på gang oplevede han, at hans familie smed overskydende mad ud. For at stoppe al den madspild oprettede han en Facebook-gruppe "Stop Spild Lokalt", hvor personer, der har mad til overs i Korsør, kan give det til andre, som har brug for det.

Nu har konceptet bredt sig til 40 andre byer.

- Jeg synes, det er utrolig fedt, at det er mig, der har taget det initiativ. Vi er landsdækkende, men vi er lokale i hver by. Jeg tror, det er det, der gør det interessant for andre, siger Rasmus Erichsen, der er handelsskoleelev, til TV 2 og tilføjer:

- Jeg har set folk, der har stået med tårer i øjnene og spurgt, om de må få et kram. Man får en fed følelse bagefter af at have hjulpet andre.

En måde at hjælpe andre

En af dem, der har gjort brug af det nye koncept, er Michael Dex. Han har netop slået et opslag op på en af Facebook-grupperne, hvor han gør opmærksom på, at han har mad til overs. Han gør det primært, fordi hans familie på den måde kan hjælpe andre mennesker.

- Varerne ville jo bare være blevet smidt ud, siger han til TV 2.

En af dem, som Michael Dex hjælper, er Sisse Rommedahl. Hun er på kontanthjælp med tre børn.

- Det betyder rigtig meget, fordi jeg har ikke selv til det hele store, siger hun og tilføjer, at det er rigtig svært at opsøge hjælpen selv, da hun allerhelst gerne vil kunne klare sig selv.

I dag er der over 1200 medlemmer på Facebook-siden ''Stop Spild Lokalt". Men ifølge stifteren selv er det kun starten.

- Min drøm er nok, at der skal være en gruppe i stort set hver by, og at vi kan hjælpe alle, fordi der er mange, der har brug for det derude. 

17-årig dreng hitter i Danmark med nyt madspildskoncept på Facebook, som har spredt sig til 40 danske byer.