Enkemand støtter aktiv dødshjælp - Hans kone måtte tage til Schweiz for at dø

Kim Hoffmanns kone var meget syg af ALS og fik hjælp i Schweiz til at begå selvmord. Han ville ønske, hun kunne have fået den hjælp i Danmark.

- Min kone havde så ondt. Der var ikke noget valg. Vi kunne ikke få nogen anden behandling der hjalp.

Det siger Kim Hoffmann fra Aarhus, der en af de danskere, der har haft problematikken med aktiv dødshjælp og assisteret selvmord helt tæt inde på livet.

I januar 2014 fulgte han sin kone Jane til Schweitz, hvor hun på en selvmordsklinik i nærheden af Zürich begik selvmord ved at tage gift.

Beslutningen var Jane Hoffmanns egen, fordi en fremskreden ALS-sygdom ikke levnede hende andre fremtidsudsigter end fortsatte stærke smerter og fuldstændig lammelse af kroppen.

Kim Hoffmann bakkede sin kone op i beslutningen, og har siden argumenteret for, at en form for aktiv dødshjælp skal være lovlig i Danmark.

Samråd i Folketinget

I dag blander han sig igen i debatten, fordi Folketingets sundhedsordførere aftenen igennem har siddet i samråd om reglerne for aktiv dødshjælp.

Det sker kun en måned efter en meningsmåling, foretaget for TV 2, viste, at hele 79 procent af Danmarks befolkning bakker op om at tillade aktiv dødshjælp herhjemme.

Medlidenhedsdrab i Danmark

 Medlidenhedsdrab defineres som et drab, der foretages af barmhjertighed på en person, der opleves som stærkt lidende.

  •  Det er en form for aktiv dødshjælp, såkaldt eutanasi, og det er strafbart.
  • Foretages et medlidenhedsdrab efter den syges frivillige og utvetydige begæring, er der tale om drab efter begæring, som efter paragraf 239 i Straffeloven har en lavere strafferamme end forsætligt manddrab.
  • Drab på begæring kan straffes med fængsel indtil tre år.

Kilde: Straffeloven, Den Store Danske

Grafik baseret på Megafon-måling den 13.09.2016
Grafik baseret på Megafon-måling den 13.09.2016 Foto: TV 2

- Jeg vil da håbe, at politikerne lytter til hvad befolkningen siger. Der er et forholdsvist stort flertal for, at folk siger ja til aktiv dødshjælp. Og det synes jeg da man skal lytte til. Ellers har vi jo ikke demokrati i Danmark, siger Kim Hoffmann.

Da Jane og Kim Hoffmann tog til Schweiz i januar 2014, skyldtes det, at landets lovgivning tillader såkaldt ”assisteret selvmord”. Det betyder, at en dødssyg person kan få hjælp af frivillige til at begå selvmord under rolige og værdige former.

I andre lande, blandt andet Holland og Belgien, er det mere vidtgående ”aktiv dødshjælp” tilladt. Se nedenfor, hvordan lovgivningen er verden over:

I disse lande er aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord tilladt