Samfund

Anklager hoteller for ublu priser: Vi har gæster, der flyver hver dag fra Berlin, fremfor at bo i København

Wonderful Copenhagen og Bella Center anklager københavnske hoteller for at skade byens ry som kongresby med opskruede priser.

Wonderful Copenhagen og Bella Center anklager nu københavnske hoteller for at skrue priserne urimeligt op, når der er store kongresser i byen.

De frygter, at de voldsomme hotelpriser vil skade Københavns ry som kongresby og gøre det sværere at tiltrække de store begivenheder til København.

I denne weekend København vært for en kæmpekongressen ESMO 2016 i Bella Center, hvor 20.500 delegerede deltog i en stor lægekongres om kræftforskning. Langt de fleste delegerede havde bestilt deres hotelværelser for længe siden til rimelige priser. Men delegerede, der i sidste øjeblik forsøgte at få et hotelværelse, blev mødt af ublu priser.

- De, der ikke har været ude i ordentlig tid, er blevet mødt af et prisbillede, der har været ekstremt skruet op for relativt middelmådige produkter. Vi taler om 10.000 kroner for en overnatning på et trestjernet hotel, siger Allan Agerholm, der er administrerende direktør i Bella Center.

 - Når en kongresgæst har en dårlig oplevelse med et hotel, der er prissat alt for højt og med en kvalitet, der ikke svarer til det, så er det med til at skabe et rygte om København som kongresby, som kan gøre det ekstremt svært for os at tiltrække kongresser i fremtiden, siger han.

Fløj ind fra Berlin hver dag

Dertil kommer, at de opskruede priser faktisk afholdt nogle delegerede fra at sove i København.

- Kongresdeltagere er meget højt forbrugende gæster. De har et højt døgnforbrug. Så er det et problem, når vi hører, at alle hotelværelser slet ikke bliver udsolgt og vi får historier om kongresdelegerede, der har valgt at flyve fra Berlin til København hver dag for at deltage i kongressen. Så får vi som destination ikke nok ud af den gæst, siger Jonas Wilstrup, der er kongreschef i Wonderful Copenhagen.

De opfordrer begge de københavnske hoteller til at tænke mere langsigtet, så de ikke ødelægger Københavns ry som kongresby ved at score en kortsigtet gevinst på opskruede hotelpriser.

Udbud og efterspørgsel

De københavnske hoteller anerkender, at man skal tænke grundigt over, hvilket ry København har i udlandet, både blandt kongresgæster og feriegæster.

- Det er selvfølgelig kortsigtet, hvis man tænker, at fordi man har en fuld by, så kan man få en ekstra høj pris, siger Katia Knipschildt Østergaard, der er direktør i Horesta.

Men hun mener ikke, det er realistisk at forsøge at styre hotelpriserne:

- Der er udbud og der er efterspørgsel og det styrer priserne. På samme måde som vi også er vant til, at flybilletter koster noget forskelligt, alt efter hvornår vi køber dem, siger hun.