15.000 syge danskere kan miste feriepenge

16x9
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

Kritik fra flere sider, hvis nyt forslag fra regeringen bliver gennemført.

15.000 lønmodtagere, som har været ramt af sygdom, mister i gennemsnit 3.865 kroner i feriedagpenge, hvis nyt forslag fra regeringen bliver gennemført. Det skriver Avisen.dk. 

I regeringens nye lovprogram lægges der nemlig op til at fjerne muligheden for at optjene ret til feriedagpenge, mens man modtager sygedagpenge. Forslaget skal spare statskassen for i alt 27 millioner kroner årligt. Men de penge kan findes andre steder, kritiserer SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge. 

- Det er nogle ubegribeligt små sko, regeringen går i. Det her er noget, der ikke har den store betydning for statskassen, men det betyder meget for den enkelte familie, siger Hønge til Avisen.dk. 

Social slagside

Han peger på, at regeringens forslag vil have en social slagside, og at de sygdomsramte familier bliver dobbelt ramt. 

- Først bliver man ramt, fordi der er én i familien, der er syg og uden arbejde. Året efter bliver man så igen ramt økonomisk og mindet om, at man var syg, når man selv skal betale sin ferie, siger Karsten Hønge. 

Ifølge et svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) vil 15.000 personer blive direkte økonomisk berørt af forslaget. De vil gennemsnitligt miste cirka 1 uges feriedagpenge - hvilket svarer til 3.865 kroner. 

I dag er det en af gevinsterne ved at være medlem af en a-kasse, at man optjener ret til feriedagpenge, mens man er sygemeldt og modtager sygedagpenge. Men med regeringens forslag er det altså slut med at få feriedagpenge året efter, når man er blevet rask og igen kommet i arbejde. 

Ikke rimeligt

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) mener, at det nye lovforslag retter op på en urimelig forskelsbehandling af forsikrede og ikke-forsikrede sygedagpengemodtagere. 

- Som reglerne er i dag, optjener sygedagpengemodtagere kun ret til feriedagpenge, hvis de er medlem af en a-kasse. Det gælder således ikke for sygedagpengemodtagere, der ikke er medlem af en a-kasse. Og det er selv om udgifterne til sygedagpenge alene er finansieret af det offentlige. Det er ikke rimeligt, at der er en forskel, og derfor laver vi reglerne om, fastslår ministeren overfor Avisen.dk i en mail. 

LO’s næstformand Ejner K. Holst kalder det helt urimeligt, at regeringen vil tage feriedagpengene fra den sosu-assistent eller industriarbejder, der efter en periode med både sygdom og arbejdsløshed igen er tilbage på arbejdsmarkedet. 

- Det falder absolut ikke i god jord hos os i fagbevægelsen, at regeringen vil fratage folk i beskæftigelse ret til at optjene feriedagpenge, hvis de oplever en periode som arbejdsløse og syge. Det giver faktisk slet ikke nogen mening og er helt urimeligt, siger Ejner K. Holst.