Samfund

Landsdækkende razzia: Nu falder hammeren for sms'ende bilister

Over hele Danmark går politiet til kamp mod uopmærksomhed i trafikken. De vil især slå ned på mobilbrug, som distraherer bilisterne.

Færdselslovens paragraf om uopmærksomhed

Paragraf 3 stk. 1 i Færdselsloven

Trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så at der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre, og således at færdslen ikke unødigt hindres eller forstyrres.

Kilde: Færdselsloven 

Har du været involveret i et færdselsuheld, hvor mobiltelefonen har været skyld i uheldet, hører Station 2 gerne fra dig. Du kan skrive til bech@tv2.dk.

Bilkøen snegler sig afsted, og du kommer kun fremad i små ryk, inden du igen skal bremse op. Pling-lyden fra din mobiltelefon på passagersædet vidner om, at du har fået en besked. Med fingeren og opmærksomheden på telefonskærmen - og foden løst på speederen - når du ikke at bremse op, da køen stopper brat op, og du rammer med et bump bilen foran dig.  

Det er bare én af de mange typer ulykker, som sker, når danske bilister er uopmærksomme i trafikken. Og det kan gå endnu mere galt, hvis bilen kører 50, 80 eller 100 kilometer i timen, når blikket flakker væk fra vejbanen.

Derfor er politiet fra mandag og ugen frem til stede over hele Danmark, hvor de foretager systematisk kontrol og deler bøder ud for trafikforseelser.   

Synderen over dem alle

Hele 19.440 gange i år har politiet registreret bilister, der har brugt deres håndholdte mobil under kørslen. Det er næsten 80 tilfælde dagligt over hele Danmark. 80 gange 1500 kroner, som bøden koster.

- Når en bilist rækker ned i en taske eller på sædet ved siden af sig efter en telefon, er det helt naturligt, at de kommer til at trække over mod den modsatte vejbane, siger Arne Martinsen, der vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter og beskæftiger sig med forebyggende trafiksikkerhed. 

De få sekunder, det tager at tjekke en besked, kan altså have stor indflydelse på din evne til at køre sikkert. De typiske ulykker, der sker, når telefonen kommer frem, er bremseulykker, hvor bilistens reaktionstid er for langsom eller at bilerne slingrer på vejbanen og udsætter sig selv og andre bilister for fare.

De seneste fem år har der været 354 dødsulykker, hvor den direkte årsag var en uopmærksom fører.   

Det er ikke så svært: Kør bil, når du kører bil

Kontrollen er en del af politiet og Rådet for Sikker Trafiks kampagne "Kør bil, når du kører bil". Både almindelige patruljevogne, betjente i civil og motorcykelbetjente vil deltage i kontrollen.

Der er mange andre ting end mobiltelefonen, der kan skabe usikre situationer i trafikken, og politiet vil generelt holde øje med bilister, der kører på en måde, der viser, at de ikke har hovedet med sig. 

- Vi kan også se, at folk tit kører med håndfri mobil, vender sig for at se til deres barn på bagsædet eller indstiller GPS, som også trækker deres opmærksomhed væk. Hvis man ikke kører sikkert og viser, hvad Færdselsloven kalder "agtpågivenhed" i trafikken, så bryder man også loven, siger Arne Martinsen. 

Han gentager et af kampagnens budskaber: Hold ind, hvis der er noget, der er så vigtigt, at det ikke kan vente til efter køreturen.

Siden kampagnen startede, har politiet set et lille fald i tilfældene af bilister med håndholdte telefoner. Hele sidste år blev der taget 40.947 bilister med håndholdte mobiltelefoner, mod de 19.440 tilfælde, som der indtil videre har været i år. I 2014 var tallet 43.661. 

Om kampagnen "Kør bil, når du kører bil"

Kampagnen "Kør bil, når du kører bil" sætter i de kommende fire uger fokus på uopmærksomhed i trafikken. Det sker via en kampagnefilm i tv og landets biografer, tusindvis af kampagneplakater på parkeringspladser i hele landet samt på de sociale medier.

Fra den 12.- 19. september kontrollerer politiet trafikanternes brug af håndholdt mobil, og fra den 3. - 9. oktober sætter politikredsene igen ind med ekstra kontroller af uopmærksomme bilister.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik