Samfund

Flere politikredse nedprioriterer nattelivet på grund af grænsekontrol

Landets politikredse nedprioriterer områder som narkokriminalitet og tilstedeværelse i nattelivet for at lave terrorbevogtning og grænsekontrol.

Indsatsen ved de danske grænser æder af ressourcerne. I Nordsjælland er der fast seks-syv betjente ved grænsen i Rødby, og det har konsekvenser.

- De betjente, vi har stående ved grænsen eller ved terrorbevogtning, kan vi jo ikke bruge på andre opgaver. Vi er nødt til at prioritere. Vi har blandt andet måttet skrue ned for vores målrettede indsats i nattelivet, siger politidirektør Jens-Christian Bülow fra Nordsjællands Politi.

Samlet bliver fem procent af alle politiets ressourcer brugt på grænsebevogtning og yderligere fem procent går til terrorbevogtning.

Betjente: Meget narko i nattelivet

En rundringning, TV 2 har foretaget, til formændene for landets politiforeninger viser, at Nordsjælland langt fra er den eneste kreds, der må nedprioritere.

Også hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har man valgt at ændre strategi, så man ikke prioriterer narkoindsatsen i nattelivet.

- Jeg har talt med mange betjente, der er frustrerede over, at der florerer så meget narko i nattelivet, siger Kaj Rasmussen, formand for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Både politiforeningen hos Fyns Politi og Sydøstjyllands Politi genkender frustrationerne. De vil ikke udpege specifikke områder, der bliver nedprioriteret, men siger, at der generelt er for få hænder til at løfte alle de opgaver, politiet skal varetage.  

Størstedelen af alle landets politikredse sender betjente til grænsen.

Antallet af timer til grænsebevogtning svarer til 450 betjentes arbejde om året. I årets første otte måneder er 301 asylansøgere blevet afvist. Hvis man ganger det op, svarer det næsten præcist til, at politiet bruger en betjents arbejde i et helt år, hver gang, der bliver anvist én asylansøger.

Nedskæringer i nærpolitiet

Antallet af danske landbetjente er faldet støt de seneste år, og flere politikredse vælger nu at nedlægge yderligere stillinger i lokalområderne. Det sker blandt andet på grund af de mange ressourcer, der skal bruges ved grænsen.

I Midt- og Vestjyllands Politi gør man lige nu klar til at lukke flere nærpolitistationer, og landbetjenten i Nørre Snede er snart fortid. 

- Ud fra en politifaglig betragtning vil vi jo helst bruge vores arbejdstimer der, hvor der er et arbejde at udføre. Og lige nu kan vi jo bare konstatere, at der kommer meget få asylansøgere, og at vi har meget lange sagsbehandlingstimer herhjemme i kredsen, siger chefpolitiinspektør Claus Hilborg fra Midt- og Vestjyllands Politi. 

Fredag havde fire fynske landbetjente sidste arbejdsdag, og mandag annoncerede Nordjyllands Politi en større omstrukturering, hvor fem af deres nærpolitistationer bliver nedlagt. Yderligere tre stationer vil få nedsat sin bemanding. I alt skal 40 betjente flyttes til de større politistationer.