Samfund

Dansk politi: Vi må og skal være fuldt medlem af Europol

Politiforbundets formand håber, at EU's klare besked til Danmark om Europol vil betyde en ny dansk folkeafstemning.

- Jeg håber det her er et skridt på vej hen mod en ny afstemning. Der er ingen tvivl om, at det her er en katastrofe for Danmark og danskerne og for dansk politi.

Det siger formanden for Politiforbundet i Danmark, Claus Oxfeldt om dagens klare melding fra EU om, at Danmark er på vej ud af Europol efter den danske EU-afstemning sidste år.

- Man kan ikke være halvt gravid. Enten er man gravid, eller også er man ikke. Hvis man stemmer sig ud af Europol, så er man ude. På grundlag af den juridiske situation ser jeg intet alternativ til det, sagde EU-kommissionens vicepræsident Frans Timmermanns i dag til TV 2.

En katastrofe

Det vil være en katastrofe for dansk politi at stå udenfor Europol, siger Claus Oxfeldt. Han mener de danske politikere bliver nødt til at gennemføre en ny folkeafstemning, der kan sikre fortsat dansk medlemskab af Europol.

- Nu må man træde i karakter som politiker. Det blev jo lovet, at det ikke ville få nogen konsekvenser for danskerne, det der skete i forbindelse med EU-afstemningen. Vi kunne stadigvæk være med i Europol. Så jeg forventer nu, at alle politikere – også nejsiden – må leve op til det de sagde. Og så må er komme en ny afstemning alene om Europol, siger Claus Oxfeldt.

Nej til parallelaftale

Han kalder det helt afgørende, at Danmark har et fuldt medlemskab af Europol. Ikke en parallelaftale eller et begrænset medlemskab.

- Jeg har hele tiden sagt, at en parallelaftale ikke er god nok. Det er vigtigt, at dansk politi fortsat er med til at præge udviklingen i Europol.  Med det vi har set det sidste halve år – lige siden afstemningen – med den forfærdelige terrorsituation, med grænseoverskridende kriminalitet, med cyper-kriminalitet og en hel masse andre ting, der kræver samarbejde mellem landene, er det helt afgørende, at danske politi fortsat har et fuldt medlemskab af Europol. Så vi kan præge udviklingen og ikke bare stå på sidelinjen og bede om hjælp i visse sager, siger Claus Oxfeldt.