Samfund

Lillebror begravede Arne Melchior: Han elskede at være dansk OG jøde

Tidligere trafikminister Arne Melchior blev begravet mandag. Hans lillebror Bent Melchior holdt talen.

Den tidligere overrabbiner Bent Melchior ledte begravelsen og holdt tale for forsamlingen, da hans storebror Arne Melchior mandag blev begravet fra Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København.

- Kedeligt har det aldrig været, konkluderede Bent Melchior på broderens liv, inden han for en kort bemærkning henvendte sig til sin afdøde bror:

- Arne, hvis du kan høre mig nu, vil jeg sige til dig: Nu er livet blevet lidt mere kedeligt. Vi kommer til at mangle det humør, Arne har haft fra barnsben af.

- Jeg er ikke Arne

Bent Melchior holdt en personlig tale, der også brød på grin undervejs. Som da han kom ind på, hvordan mange havde haft svært ved at kende de to brødre fra hinanden.

- Selv i disse dage har avisfotograferne ikke rigtigt kunne finde ud af, om det var mig, der var død, sagde han med et smil, inden han fortalte om dengang, han havde befundet sig i en togkupé, og en broderens folketingskollegaer kom ind og sagde ”dav Arne”.

- Jeg har lært af min mor, at man skal fortælle sandheden, så efter at have sagt ’dav’, sagde jeg: ”Jeg er ikke Arne”, hvorefter den pågældende sagde: ”Nå, du vil nok have kupéen for dig selv,” og lukkede dørene, fortalte Bent Melchior.

Men der var også mere alvorlige stunder i talen. Som da han talte om vigtigheden af at stå fast og vide, hvad man kommer af.

Arne Melchior elskede alt ved at være dansk, fortalte Bent Melchior, men han vidste også, hvad han kom af.

Arne var fantastisk i sin trofasthed over for den identitet, at han var dansk jøde

Bent Melchior

- Arne var fantastisk i sin trofasthed over for den identitet, at han var dansk jøde, sagde han med lige stort tryk på ’dansk’ og ’jøde’.

Arne Melchiors livsværk

En af Arne Melchiors mest kendte bedrifter var hans indsats for, at Storbæltsbroen blev til virkelighed. Men ifølge Bent Melchior var den tidligere politikers store livsværk det, som ikke var stof for aviserne: Hans omsorg for andre mennesker, særligt de svageste. Hans livsværk var omsorgen for enken og den faderløse og den fremmede, som Bent Melchior udtrykte det.

- Det var dén, der havde behovet. Og Arne havde blik for, hvor behovet var. Det var en gave, han havde fået.

Arne Melchior var medstifter af partiet Centrum-Demokraterne og tilbragte 28 år i danske politik. Han var 91 år, da han døde, ifølge Bent Melchior, mæt af dage.

- Arne, det bliver lidt kedeligere, men vi lover, at vi ofte vil tænke på dig, og vi lover, at vi ofte vil tale om dig. Og vi lover, at det bliver med smil på læberne. Amen, sluttede Bent Melchior sin tale.

Inden kisten blev båret ud af kapellet og sænket i jorden, sluttede ceremonien helt i Arne Melchiors ånd både på hebræisk og med at synge H.C. Andersens ’I Danmark er jeg født’.

Haarder: Han var et ordentlig menneske

Det var en velbesøgt begravelse, hvor flere fremmødte måtte stå op bagest i kapellet.

Danmarks kultur- og kirkeminister, Bertel Haarder, var til stede som repræsentant for regeringen. Og det var meget passende, at det lige var ham, da han, som den eneste nuværende folketingspolitiker, påpegede han over for TV 2, har siddet i regering med Arne Melchior.

Man kunne stole på ham. Han lavede ikke numre bag ens ryg. Ingen bagtalelse, kun et menneske ansigt til ansigt, som man kunne regne med.

Bertel Haarder

- Jeg sad ved siden af ham på ministerpladserne i seks år, vi talte meget sammen. Der var aldrig et ondt ord imellem os. Han var, som der står i en overskrift i dag i en avis, et ordentligt menneske. Retskaffen. Man kunne stole på ham. Han lavede ikke numre bag ens ryg. Ingen bagtalelse, kun et menneske ansigt til ansigt, som man kunne regne med. Så det er også, derfor jeg er her. Jeg ville vise ham den sidste ære, sagde Bertel Haarder til TV 2.