Samfund

I 10 år har musearm været en arbejdsskade: Kun 5 gange har det været anerkendt

I de seneste ti år har kun fem fået godkendt en musearm som en arbejdsskade, skriver ugebrevet A4. - Det er slet ikke en arbejdsskade, siger ekspert.

Det er nu 10 år siden Arbejdsskadestyrelsen for første gang anerkendte en musearm som en arbejdsskade.

I løbet af de ti år er kun fem skader blevet anerkendt, selv mere end 500 skader anmeldes til Arbejdstilsynet hvert år.

Det skriver Ugebrevet A4.

En modediagnose

En af Danmarks førende forskere på området forklarer det med, at begrebet ”musearm” er en modediagnose, der aldrig skulle have været anerkendt som en arbejdsskade.

Mens fagforeningen HK tvivler på, at problemet med musearm er forsvundet, bare fordi skaderne ikke bliver anerkendt.

Diskussionen om ”musearme” opstod i 1990’erne. Den daværende Nyrup-regering satte dengang penge af til at undersøge problemets omfang. Ti år senere, i 2006, fik en dengang 56-årig kvinde som den første anerkendt sin musearm som en arbejdsskade.

"Mere politik end videnskab"

Arbejdsmediciner, overlæge Johan Hviid Andersen fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning har fulgt diskussionen om ”musearme” i mange år. Og han har hele tiden været kritisk over for, at det skulle være en rigtig arbejdsskade:

- De første anerkendte museskader blev i sin tid anerkendt af politiske årsager, altså fordi der var så meget opmærksomhed i medierne om det. På den måde handler arbejdsskadesystemet mere om politik end om videnskab.

- Musearmen er en modediagnose. Der er skrevet tykke bøger om denne her slags tendenser, der popper op og så pludselig forsvinder igen. Jeg taler ikke om, at folk er hypokondere eller forsøger at snyde systemet. Det er noget, der fungerer på et ubevidst, kollektivt plan. Smerte er ofte et subjektivt begreb, der kan sprede sig ved, at man taler om det på en bestemt måde, siger overlæge Johan Hviid Andersen til A4.

Der er stadig mange anmeldelser

I fagforeningen HK, hvor man løbende møder medlemmer, der klager over en musearm, er man uenige i den vurdering:

- Vi ser få museskader i Erhvervssygdomsudvalget, som behandler sagerne, men man skal passe på med at sige, at problemet er forsvundet. Det ville være dejligt, hvis det var sådan, men det tvivler jeg på, siger Jane Nielsen, der arbejder med arbejdsskader i HK, til A4.

Hun henviser til, at der siden 2006 er anmeldt i gennemsnit 550 sager til Arbejdstilsynet hvert år. At de anmeldelser så ikke fører til anerkendelse som arbejdsskader viser ifølge HK blot, at kriterierne for anerkendelse er alt for stramme.