Julia og Simone har 220.000 følgere på YouTube

I aften kåres Danmarks bedste youtubere ved en prisfest. TV 2 har mødt to af Danmarks største YouTube-stjerner, der begge er nomineret ved Guldtuben.

I aften bliver Danmarks bedste youtubere kåret. Det sker til award-showet Guldtuben, der bliver afholdt på Det Kongelige Teater i København. Her bliver vinderne kåret i 12 forskellige YouTube-kategorier, og danskerne har siden 15. juli haft mulighed for at stemme på deres favoritter.

Fakta om Youtube

  • Youtube.dk blev lanceret i februar 2013. Det indebærer, at danske 'youtubere' nu kan tjene penge på deres videoer via annoncer. 
  • En undersøgelse lavet af Google, Gallup og analysefirmaet Ipsos viser, at 75 procent af danskere mellem 13 og 64 år har brugt Youtube, og at Youtube dagligt bruges af 29 procent af danskere på 15 år og opefter.
  • Mere end 800 millioner unikke brugere besøger Youtube hver måned.
  • 60 timers video uploades hvert minut, og der vises over fire milliarder videoer hver dag.

Julia Sofia Aastrup og Simone Wulff er to af Danmarks største YouTube-stjerner. De laver videoer om alt ligefra hverdagsproblemer til makeup og styling. De er begge nomineret til Guldtuben i aften, og TV 2 mødte dem til en snak om livet som professionel youtuber.

- Jeg tror, det handler sindssygt meget om at lave autentisk materiale. Det har vi altid gået meget op i. Aldrig at lave ting, som vi har set eller kopieret andre steder, men lave vores eget originale indhold, siger Julia Sofia Aastrup til TV 2.

- Vi kan mærke boomet

Hun tilføjer, at de to er startet som professionelle youtubere på et godt tidspunkt:

- Vi startede sent nok til at YouTube var nået at blive anerkendt som et medie. Folk vidste godt, hvad det var og så det, men det var stadig så tidligt, at markedet var fuldstændig mættet. Der var ikke så mange youtubere, at det var umuligt at slå igennem.

Simone Wulff fortæller til TV 2, at hun det seneste års tid er steget med cirka 40.000 følgere, så hun nu er oppe på godt 80.000:

- Det har taget mig tre år at få de første 40.000, så man kan helt klart mærke et boom inden for YouTube.

For at forny sig prøver hun at følge op på nogle af de trends, der florerer på YouTube.

- Man mærker kærligheden fra de yngste mest

Julia Sofia Aastrup spørger ofte sig selv, hvad hun gerne ville se, hvis det var hende selv, der sad og så YouTube:

- Så længe det er en video, der selv gerne ville kigge på, hvis du er youtuber, så tror jeg, at du har et godt autentisk materiale.

Hun skyder selv på, at hendes målgruppe på hendes YouTube-kanal er piger fra otte år og kvinder op til omkring 25 år.

- Men man mærker mest kærligheden fra den yngre del af aldersgruppen – dem på cirka 12 år. Det er dem, der virkelig er fans. Så det er tit dem man mærker mest.

Smilla på 11 år bruger meget af sin fritid på at se YouTube – blandt andet med Julia Sofia Aastrup og Simone Wulff:

- Det er meget sjovt, og så jeg også meget inspiration til makeup og hår og tøj, fortæller hun, og lægger ikke skjul på, at hun ser op til de to danske YouTube-stjerner.

Herunder giver Julia Sofia Aastrup fem gode råd til at blive en god youtuber.

Sådan bliver du en god youtuber

  1. Hold det originalt og autentisk

    Man skal ikke kopiere andre og man skal kun lave videoer, man selv gider se.

  2. Hold det simpelt

    Man skal ikke vente på, at man har det rigtige kamera eller udstyr – man skal bare få det ud. Det handler i bund og grund om at lave videoer - og få dem ud.

  3. Husk at ha' dig selv med

    Sig hvad du mener og men hvad du siger. Husk at du skal kunne stå inde for det du, du lægger ud.

  4. Lad dig inspirere af andre

    Man kan godt lade sig inspirere af andre uden at kopiere. Og husk at få dit eget personlige touch på materialet.

  5. Ha’ det megagrineren med det

    Man skal gøre det, fordi det er det, man har allermest lyst til i hele verden.