Samfund

520 skal afskediges: Postbude over hele landet får beskeden i næste uge

Post Danmark kan endnu ikke oplyse, hvor 520 afskedigelser rammer. Men de rammer bredt.

De menige medarbejdere på Post Danmarks forskellige omdelingscentraler fik torsdag morgen beskeden om, at 520 ansatte skal afskediges. Det er oveni de 250 ansatte, der allerede har fået beskeden.

Post Danmark kan endnu ikke sige, hvor i landet fyringerne rammer hårdest. Men de rammer fortrinsvist postomdelere og ansatte på sorteringscentraler, og de rammer flere steder i landet.

- Jeg kan ikke give dig det eksakte tal rundt omkring i dag, fordi det er et overordnet tal, vi arbejder ud fra. Det drøfter man lokalt, og det finder de ud af de nærmeste dage. Men det rammer jo bredt, fordi det er i distributionen, det store antal medarbejdere bliver ramt, siger Hans Erik Lindkvist, chef for HR i Post Danmark, til TV 2.

I Nordjylland vil omkring 100 ansatte miste deres job. Det oplyser Peter Madsen, der er fællestillidsrepræsentant for de mange ansatte, der er organiseret under 3F, til TV 2 Nord.

Får beskeden i næste uge

Han fortæller, at der nu foregår drøftelser med de lokal tillidsrepræsentanter på de enkelte arbejdspladser om, hvordan afskedigelserne skal eksekveres.

- Men ellers vil det i praksis være sådan, at medarbejderne ved en samtale i næste uge får besked om, at der desværre ikke er beskæftigelse til dem. De vil så skulle fratræde om fem-seks måneder, siger Hans Erik Lindkvist.

Post Danmark har siden sammenlægningen med svenske Posten AB været en del af PostNord. Men den sammenlægning er ikke årsag til, at Post Danmark nu afskediger så mange ansatte, mener HR-chefen.

- Det er jo ikke PostNord, som er skyld i, at der skrives færre breve i Danmark, det er jo den digitalisering af hele samfundet, der har fundet sted. Så det kan man ikke beskylde PostNord for, siger Hans Erik Lindkvist.

- Vi er en udfordret virksomhed

Selvom Post Danmark er alvorligt udfordret af det dramatiske fald i antallet af breve, som danskerne sender, så frygter han ikke for virksomhedens fremtid.

- Vi er da en udfordret virksomhed, men jeg ser lyst på de muligheder, der er inden for pakker og logistik, og vi skal altså igennem den her proces, hvor vi omstiller os fra brevforretning og med færre medarbejder til at være en pakke- og logistikvirksomhed, siger Hans Erik Lindkvist.

De 770 afskedigelser fordeler sig på 250 ansatte, der allerede har fået beskeden og skal forlade virksomheden inden for de næste to måneder, og 520 ansatte, der får beskeden i løbet af næste uge. 

De nye afskedigelser rammer cirka 450 postomdelere og ansatte på sorteringscentraler og terminlaer. Derudover mister 70 ansatte deres job i administrationen.