Samfund

34 hovedstadskommuner stop: Vil ikke betale for højere service i provinsen

Det er ikke rimeligt, at hovedstadskommunerne skal betale for bedre service i resten af landet, lyder det fra 34 kommuner.

Udligningen mellem kommuner i hovedstaden og resten af landet er løbet løbsk, mener 34 hovedstadskommuner. Næste år står hovedstadsområdet til at skulle sende 12 milliarder afsted.

Det betyder, at en familie i hovedstadsområdet har 96.000 kroner mindre til rådighed om året sammenlignet med en tilsvarende familie i Region Nordjylland.

Nu må man stoppe den forskelsbehandling, der er mellem hovedstadsområdet og den øvrige del af landet.

Steen Christiansen, borgmester, Albertslund, Socialdemokratiet

Sådan lyder regnestykket i hvert fald fra en sammenslutning af 34 hovedstadskommuner, der under mottoet "Stop forskelsbehandlingen nu" vil have sænket landsudligningen.

- Borgerne i hovedstadsområdet betaler i dag for, at kommunerne i resten af landet kan tilbyde et højere serviceniveau, end vi kan her i hovedstadsområdet. Det er absolut ikke formålet med udligningsordningen, udtaler Steen Christiansen (S), borgmester i Albertslund Kommune, i en pressemeddelelse.

Vil tilbage til 2007-niveau

Ingen af de 34 kommuner kan genkende billedet af, at borgerne i hovedstadsområdet er særligt privilegerede.

Sammenslutningen understreger, at arbejdsløsheden er på samme niveau som i resten af landet, og syv af Danmarks ti mest socialt belastede kommuner ligger i hovedstadsområdet, lyder argumentet blandt andet fra de 34 kommuner.

De 34 kommuner ønsker, at landsudligningen skal sænkes, så den svarer til niveauet efter kommunalreformen i 2007.

Yder bedst mulig service

Albertslund Kommune med borgmester Steen Christiansen (S) i spidsen, er blandt de 34 kommuner, der mener, at udligningen har vokset sig for stor.

- Nu må man stoppe den forskelsbehandling, der er mellem hovedstadsområdet og den øvrige del af landet, siger Steen Christiansen.

Adspurgt om det ikke er kommunalpolitikerne, der har svigtet, hvis kommuner ikke kan levere god nok service til jeres borgere, svarer Steen Christiansen:

- Jo, men jeg tror vores borgere oplever, at der er en god nok service, når man sammenligner med de muligheder, vi har for at yde service. Men når vi sammenligner en ganske almindelig familie i hovedstadsområdet med en ganske almindelig familie i Nordjylland, så har man altså 96.000 mindre til rådighed. Det synes vi ganske enkelt ikke er rimeligt.

34 kommuner

Sammenslutningen vil i den kommende tid tage initiativ til en dialog med folketingspolitikere om behovet for at sænke udligningen.

De 34 kommuner er: Albertslund, Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lejre, Lyngby-Taarbæk, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Solrød, Stevns, Tårnby, Vallensbæk.