Samfund

Se, hvordan kontanthjælpsloftet rammer danskerne: 'Hvad skal vi nu gøre'

I denne uge får tusindvis af danskere besked om, hvordan de bliver ramt, når kontanthjælpsloftet træder i kraft 1. oktober.

I Odense spekulerer Anja Dam over, hvad hun skal stille op, når hendes søn skal have nye briller.

Og Sofie Thomsen overvejer, om hun selv skal opsige sin lejlighed i Virum, eller om hun skal vente på, at fogeden kommer og smider hende og sønnen ud. 

Det er en skæbneuge for tusindvis af danskere. De får brev om, hvordan de vil blive ramt, når kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen bliver en realitet 1. oktober. 

Ikke flere steder at spare

Beskæftigelsesministeriet skønner, at omkring 24.000 fuldtidspersoner skal stramme livremmen ind på grund af kontanthjælpsloftet.

Hvad er fuldtidspersoner?

Ikke alle er på kontanthjælp uafbrudt. Begrebet 'fuldtidspersoner' dækker både over dem, der er på kontanthjælp hele tiden og dem, der er det noget af tiden.

Sidstnævnte bliver lagt sammen således: Hvis en person er ledig halvdelen af tiden i eksempelvis en given måned, tæller personen for en halv fuldtidsperson. 

Så når omkring 24.000 'fuldtidspersoner' påvirkes af kontanthjælpsloftet, er det reelle antal personer, der bliver påvirket i en eller anden grad, efter alt at dømme større. 

Kilde: Beskæftigelsesministeriet

Ca. 8000 vil blive trukket i kontanthjælp, fordi de ikke lever op til 225-timersreglen. 

225-timersreglen

Kontanthjælpsmodtagere skal vise, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet ved at arbejde mindst 225 timer indenfor et år. 

Det svarer til cirka seks timer om ugen eller seks ugers fuldtidsarbejde.

Hvis en person i et ægtepar ikke opfylder kravet, mister han/hun sin kontanthjælp. Lever ingen af personerne i parret op til reglen, bortfalder kun den ene kontanthjælp.

Enlige mister 1000 kroner om måneden, hvis de ikke lever op til reglen.

Man kan fritages for reglen, hvis kommunen vurderer, at det er urealistisk, at personen kan arbejde 225 timer i løbet af et år.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet

TV 2 har talt med en række kontanthjælpsmodtagere, der fortæller, hvordan de forventer at blive ramt. Flere af dem er enlige forsørgere, der fremover må klare sig for op mod 3000 kroner mindre om måneden.

- Jeg ved ikke, hvad vi skal leve af. Jeg kan ikke finde flere steder at spare, lyder det fra Gitte Elisabeth Kristensen, der er alene med tre børn i Aalborg. 

Herunder kan du klikke på de danske kvinder Gitte, Sofie, Jannie, Vicki, Anja og Bettinas navne og læse deres personlige historier om stress, syge børn og det pres, de føler de er under, når pengene ikke slår til.

Sådan bliver vi ramt af kontanthjælpsloftet

Gitte

Jeg ved ikke, hvad vi skal leve af

Gitte Elisabeth Kristensen

  • 39 år, bor i Aalborg med sine tre børn på 10, 11 og 15 år
  • På kontanthjælp i fire år
  • Mister omkring 2500 kroner i boligstøtte på grund af kontanthjælpsloftet, fritaget for 225-timersreglen
  • Månedligt rådighedsbeløb efter 1. oktober: Ca. 8600 kroner

 

Jeg havde fuldtidsjob som social- og sundhedshjælper. Jeg arbejdede mine 37 timer om ugen, stod op og sendte børn afsted klokken seks om morgenen og betalte min skat. Men så fik jeg en diskusprolaps i ryggen. 

Jeg fik revalidering og tog en uddannelse til sundhedsservicesekretær. Men det er ikke til at få arbejde med den uddannelse. De vil kun have lægesekretærer.

Derudover har jeg tre børn med særlige behov: En søn med atypisk autisme, en datter med en immundefekt-sygdom og lillebror er også ved at blive udredt for autisme. Han er i skole to timer om dagen. Nogle dage er han slet ikke afsted. 

Så selv uden min ødelagte ryg havde jeg ikke kunnet gå ud og tage et arbejde. Jeg ville ikke kunne få det til at hænge sammen. Heller ikke bare fire timer om ugen (225-timer om året, red.). Selv hvis alle børnene er i skole, så ringer de jo, fordi den ene er løbet fra skolen, og den anden skal hentes. Jeg er på hele tiden. 

Jeg er fritaget for 225-timersreglen både på grund af min ryg og mine børn. Jeg kan ikke forstå, hvordan jeg kan være fritaget for de 225 timers arbejde, men så stadig rammes af loftet? Kontanthjælpsloftet skal jo få folk til at tage et arbejde i stedet for at være på overførselsindkomst. Enten er man syg, eller også er man ikke syg, tænker jeg. Jeg har svært ved at forstå politikken i det. De kan jo ikke engang forklare det, når man spørger på kommunen. Det er som om, at jeg ikke passer i nogen af deres kasser. Politikerne siger, at ingen syge skal være på kontanthjælp, men hvor skal vi så være henne? 

Jeg ved ikke, hvad vi skal leve af. Jeg kan ikke finde flere steder at spare. Jeg bor det billigste sted i Aalborg til 6900 i husleje. Jeg har ingen lån eller noget. Jeg afdrager 2-300 kroner om måneden på en vaskemaskine. Og så har jeg to hunde. Dem kunne vi selvfølgelig gå af med. Men det er meget lidt, jeg kunne spare der. Og når alt er så skrabet i forvejen, så ville det være umenneskeligt at tage hundene fra børnene, når de er så glade for dem. Det er ikke fair. 

Jeg kunne rykke mine børn op og rykke til mine forældre. Men det er heller ikke godt for dem i deres situation. Det ville vælte deres verden, hvis jeg skulle flytte dem ud af deres miljø. 

Der bliver ikke råd til at gøre noget som helst med børnene, for vi skal have tag over hovedet og noget at spise. Jeg ved ikke hvad. Det bliver nok lidt ligesom, da jeg var studerende og boede alene. 

Jeg har efterhånden nogle brede skuldre, tror jeg. Nogle dage tænker jeg, at nu hænger verden ikke sammen mere. Men jeg er jo bare nødt til at kæmpe videre. Det kan godt blive lidt deprimerende. 

Foto: Privat / Privat

Sofie

Jeg ryger på gaden med min søn

Sofie Thomsen 

  • 44 år, bor i Virum med sin 17-årige søn
  • På kontanthjælp siden januar 2015
  • Mister ca. 3100 kroner i boligstøtte på grund af kontanthjælpsloftet, fritaget for 225-timersreglen
  • Månedligt rådighedsbeløb efter 1. oktober: 1180 kroner

 

Vi ryger på gaden, når boligselskabet er træt af ikke at få husleje. Det er det, der sker. 

Hvis jeg betaler husleje, så har vi, min søn og jeg, 1180 kroner tilbage til at betale alt. Det er med hans børnepenge. Det kan man jo ikke leve for. 

Lige nu går jeg bare rundt i venteposition. Det påvirker mig meget. Jeg er meget angst og sover rigtig dårligt. Alle mine gamle tanker om selvskade vender tilbage. Jeg er meget urolig og tager ekstra meget antipsykotisk medicin for at kunne holde ud at være i kroppen. 

Jeg snakkede med min sagsbehandler så sent som i går. Hun skal lave en indberetning baseret på en bekymring om, hvordan det vil gå med os, når kontanthjælpsloftet træder i kraft. 

Jeg overvejer, om jeg selv skal opsige vores lejlighed. Jeg har ikke lyst til at udsætte hverken mig selv eller min søn for at skulle sættes ud af fogeden. Det har vi prøvet én gang før. Det vil jeg ikke byde ham eller mig selv igen. 

Så vil vi blive nødt til at sove på sofaer og få vores ting opmagasineret. Men hvordan skal jeg betale det? Hvis jeg ikke har nogen adresse, kan jeg heller ikke få nogen indtægt. 

Jeg er en af de syge, der er parkeret på kontanthjælp. Jeg var salgsleder i en Fakta, men blev sygemeldt og siden fyret. Så kom jeg på sygedagpenge, men dem mistede jeg, fordi jeg ikke kunne overholde deres regler om fremmøde. Jeg var i en meget dyb depression. Vi endte med at ryge på gaden, min søn og jeg, fordi jeg ikke kunne betale husleje. 

Vi endte her i Virum. Lejligheden er dyr, men vi stod jo akut og skulle have et sted at bo. Og vi kunne godt få det til at hænge sammen med boligstøtte. Vi lever sikkert under fattigdomsgrænsen, men det går. 

Nu kommer de så med de her tiltag om kontanthjælpsloft og 225-timersregel. Jeg er fritaget for 225-timersreglen på grund af mine psykiske diagnoser. Jeg er tidligere misbruger og har borderline, PTSD (post traumatisk stress, red.) og kæmper med depressioner og angst. Jeg er røget på røven rigtig mange gange i mit liv. 

Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal rammes af kontanthjælpsloftet, hvis jeg er fritaget for 225-timersreglen. Begge regler handler jo om at få folk til at tage et arbejde i stedet for at være på overførselsindkomst. Hvis jeg er for syg til at arbejde 225 timer om året, så kan jeg jo heller ikke lige gå ud og tage et job i morgen. Det er helt hen i vejret. 

Jeg bliver ikke rask og arbejdsparat af at blive skåret i ydelse. Tværtimod. Det prikker til både min depression, min angst og min trang til selvskade. Det er jo det, der sker i mig på grund af mine diagnoser. 

Og hvor skal jeg finde en billigere lejlighed? Hvis vi flytter herfra, så mister vi vores netværk her, som er enormt vigtigt for os. Jeg er i et behandlingsforløb og har en sag i kommunen - skal jeg så begynde forfra et nyt sted? Hvordan kan de behandle mennesker på den måde? Jeg synes, det er meget krænkende. 

Drømmescenariet for mig er, at jeg fik lov at gå i nogle år, hvor jeg var fuldstændig fredet til at få behandling. Jeg har skiftet psykiatristed tre gange, så jeg er aldrig kommet ordentligt igennem et behandlingsforløb. Bagefter kunne man så finde ud af, hvad jeg kan og ikke kan, så jeg måske kunne få et fleksjob. 

Det kunne være rart at lave noget. Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan noget. Jeg kan en masse - bare ikke fuld tid. Jeg er blandt andet uddannet misbrugskonsulent og salgsleder, så jeg er ikke en af dem, der har været på kontanthjælp altid. Jeg har skam prøvet! Det ender desværre bare galt hver gang. 

Foto: Privat / Privat

Jannie

Vi må flytte hjem til min mor

Jannie Rasmussen

  • 36 år, bor i København med sin fem-årige søn
  • Læser til social- og sundhedshjælper, men er på kontanthjælp, fordi hun ikke har flere su-klip
  • Mister ca. 3500 kroner i boligstøtte og kontanthjælp på grund af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen
  • Månedligt rådighedsbeløb efter 1. oktober: 0 kroner

 

Jeg kan faktisk godt se ideen i det her kontanthjælpsloft, selvom jeg synes, det er øv, fordi jeg selv bliver ramt. Der findes jo sikkert nogen, som ikke gider at arbejde, selvom de godt kan. Men det er træls, når det rammer enlige forsørgere, og det går ud over børnene.

Vi forældre kan bedre håndtere det, men det kan børnene ikke. Man river dem ud af deres faste rammer. Som forælder vil man gøre det bedste for sine børn, men det her kan jeg ikke gøre noget ved. 

Jeg er enlig mor til en dreng på fem år med en autismediagnose og muligvis også adhd. Vi mister hele vores rådighedsbeløb. Så vi er nødt til at flytte hjem til min mor. 

Jeg bor lige nu i en dyr lejlighed til 9500 om måneden, som Københavns Kommune i sin tid satte mig i. Jeg har ikke råd til at bo her uden boligsikring, så nu har jeg opsagt den. Det bliver jeg jo nødt til, når jeg ikke kan betale huslejen.

Det er okay, fordi det kun er for en periode. Jeg håber at kunne få noget billigere i samme boligselskab om nogle måneder. 

Min sagsbehandlers råd var, at hvis jeg ville blive boende, så måtte jeg jo stoppe min uddannelse og gå ud og tage et job. Det sagde hun! Det kan jeg da godt se fornuften i, men nu skal jeg altså have en uddannelse. Mon ikke jeg vil få nemmere ved at komme i arbejde, hvis jeg har en uddannelse? 

Jeg har af forskellige grunde ikke færdiggjort nogen af de uddannelser, jeg tidligere har været i gang med. Det kommer jeg til at bøde for nu. Vi spinker og sparer. Og det er ikke engang fordi, jeg har dyre ting. Mine møbler er genbrug, og jeg har skåret ned på alt. Før havde jeg for eksempel den store tv-pakke. Nu har jeg den lille. 

Der er mange ting, vi ikke har råd til. Min søn lider ingen last, men der er bare ikke rigtig noget at gøre godt med. Alt bliver brugt på mad og transport. 

Vi skal først flytte i uge 42, men fordi min søn har de udfordringer, han har, skal alt forberedes i god tid. Så vi har allerede pakket de første flyttekasser og fået dem til opmagasinering. 

Selvfølgelig er man ked af det, men jeg er nødt til at bevare roen, for det er vigtigt for min søn. Men jeg har da haft en søvnløs nat eller to. Det har jeg da.

Foto: Privat / Privat

Anja

Godt, jeg ikke har børnene til jul

Anja Dam

  • 32 år, bor i Odense med sine to børn på fem og 10 år
  • På kontanthjælp siden april
  • Mister ca. 2000 kroner i boligstøtte på grund af kontanthjælpsloftet, fritaget for 225-timersreglen
  • Månedligt rådighedsbeløb efter 1. oktober: Ca. 5000 kroner

 

Det er et spørgsmål om tid, før jeg ender i RKI (registret over dårlige betalere, red.), for jeg kan ikke betale min afdrag til L'Easy.

På sigt tænker jeg også på, hvad jeg skal gøre, når min søn skal have nye briller. Der bliver ikke råd til ferie. Vi kommer nok heller ikke en tur i Nyborg Badeland igen.

Lige nu er jeg faktisk glad for, at jeg ikke har børnene til jul. De skal selvfølgelig have gaver, men det bliver ikke helt så dyrt, når de ikke holder jul hos mig. 

Jeg håber ikke, vores hverdag bliver så påvirket af det. Det påvirker min psyke, det stresser mig meget, men økonomisk klarer vi den. Det skal vi jo. Når jeg ikke betaler til L'Easy, har vi 5000, når det meste er betalt. Vores lejlighed koster kun 4400. Så vi står ikke med håret i postkassen.

Jeg er på kontanthjælp, fordi jeg er kronisk syg. Både fysisk og psykisk. Jeg har blandt andet fibromyalgi, dårlige hofter og knæ, er hypermobil og lider af migræne, og så har jeg tennis- og golfalbue. Psykisk har jeg lige fået konstateret borderline (personligshedsforstyrrelse, red.). 

Jeg har gået på flere daghøjskoler og uddannelser. For eksempel har jeg taget grundforløbet til at blive maler, og senest har jeg taget uddannelsen til sundhedsservicesekretær. Det var et helvedesår. Jeg kom kun igennem, fordi min mor hjalp med alt det herhjemme. 

Jeg har virkelig prøvet på at finde mit ståsted. Men jeg kan ikke gå ud og tage et arbejde. Da jeg var i praktik i ni timer om ugen, måtte min mor komme og klare alt herhjemme. Det hele sejler... Jeg er så sur og har ondt - det hænger slet ikke sammen. 

Det er fint nok, at politikerne laver regler for at få folk til at tage et arbejde. Men så burde de også dele folk op i syge og raske. 

Min sagsbehandler kunne godt se, at jeg var for syg til jobnet og alt det der. Så jeg er fritaget for 225-timersreglen. Så systemet har altså ét sted vurderet, at jeg er for syg til at arbejde ca. fire timer om ugen (225 timer om året, red.), men jeg skal samtidig skæres så meget i ydelser, at jeg bliver presset til at gå ud og tage et arbejde? Det forstår jeg ikke. 

Jeg vil rigtig gerne på førtidspension. Nu har jeg gået hjemme siden april, og det har kørt rigtig godt. Mit overskud er stadig ikke fantastisk, men jeg får gjort meget mere. Nu får jeg for eksempel lavet mad fire gange om ugen. Der bliver måske kun støvsuget hver anden uge - men der bliver støvsuget! Jeg får ordnet badeværelse, tørret af, og drengene kommer i bad. 

Min store dreng siger: "Mor, du er heller ikke sur mere."

Foto: Privat / Privat

Vicki

Nogle dage græder jeg bare

Vicki Helene Halkjær

  • 43 år, bor i Ikast med sine tre børn på 12, 16 og 18
  • På kontanthjælp i seks år
  • Mister ca. 3000 kroner om måneden i boligstøtte på grund af kontanthjælpsloftet
  • Månedligt rådighedsbeløb efter 1. oktober: Ca. 3500 kroner

 

Jeg går og har ondt i maven og tæller dagene til, jeg får det brev, hvor der står præcis hvordan, jeg vil blive ramt. Nogle dage tænker jeg, at jeg må jo bare se, hvad der står i brevet. Andre dage græder jeg bare. Det er så fortvivlende. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved det virkelig ikke.  

Jeg vågner om natten og spekulerer over, hvordan jeg skal få råd til det ene og det andet, for jeg kommer nok til at miste omkring halvdelen af vores rådighedsbeløb. Hvad med fødselsdage, gaver og julemad, eller når drengene kommer og skal bruge et par nye bukser? Heldigvis er mine børn ikke forvænte med mærkevarer. 

Jeg har været nødt til at afmelde vores forsikringer. Er det ikke skrækkeligt? Men jeg har ikke råd til dem. 

Lige nu betaler jeg 6000 i husleje, og så kommer der 1500 i forbrug oveni. Så jeg burde måske finde noget andet at bo i. Men hvor finder jeg noget, hvor jeg kan være med tre børn? Og hvor finder jeg penge til et indskud? Jeg står i RKI (registret over dårlige betalere, red.), så jeg kan ikke låne nogen steder. Dengang jeg flyttede ind her, lånte jeg penge til indskuddet af kommunen. Men jeg kan ikke låne til et nyt indskud, før jeg har betalt det gamle af. Og det får jeg da slet ikke råd til nu. 

Jeg er sygemeldt og på kontanthjælp. Jeg har været i systemet i seks år. Det begyndte med, at jeg var i praktik i Føtex i 2010, hvor jeg kom til skade med ryggen. Jeg blev langtidssygemeldt og mistede så mit job.

Jeg kom i revalidering, men det måtte jeg afbryde, fordi jeg sad og fik angstanfald. Så kom jeg på sygedagpenge i 26 uger, hvorefter jeg kom på kontanthjælp, og det har jeg så været lige siden. 

Jeg har været i praktik for at snuse til arbejdslivet og se, hvor mange timer jeg kan holde til. Men jeg kunne slet ikke være der. Det gav mig uro. Jeg kunne slet ikke være der, så det måtte jeg afbryde i april. Det var rigtig ærgerligt. 

Jeg har nogle psykiske udfordringer. Jeg fik en diagnose for et år siden. Jeg har en snert af PTSD (post traumatisk stress, red.) og en tvangspræget personlighedsforstyrrelse. Jeg har fået medicin for OCD (også kaldet tvangstanker og -handlinger, red.). Jeg har det bedre i dag, men da det var slemt, gik jeg og rettede på mælkekartonerne, og stolebenene skulle stå på nogle bestemte knaster i gulvet, før jeg kunne gå i seng. 

Jeg tager ikke medicin i dag. Men mit sind er skrøbeligt. Der skal ingenting til for at vælte mig af pinden. 

Jeg er lige fyldt 43, så jeg skal jo i gang med et eller andet. Det er jo ikke sådan, at jeg har mistet hverken arme eller ben. Jeg vil gerne have et ressourceforløb, så der kan blive lavet en pakke til det menneske, jeg er. Jeg ville gerne tage et arbejde på 37 timer om ugen, men det kan jeg bare ikke. Det kommer jeg heller ikke til at kunne. Så hvorfor skal jeg straffes økonomisk? 

Foto: Privat / Privat

Bettina

Vi skal leve for 1400

Bettina Hansen 

  • 46 år, bor i Klarup ved Aalborg med sin 15-årige søn
  • På kontanthjælp i seks år
  • Mister ca. 1800 kroner om måneden i boligstøtte og særlig støtte, fritaget for  225-timersreglen
  • Månedligt rådighedsbeløb efter 1. oktober: Ca. 2900 kroner

 

Ja, det kommer til at kunne mærkes! Det er det, vi lever af, der ryger. 

Ud af mit rådighedsbeløb på 2900 skal der også betales telefon, licens og forsikringer. Derudover betaler jeg af på en sofa og en seng. Jeg var nødt til at købe en elevationsseng på afbetaling, fordi jeg kæmper med meget stærke smerter i nakke, knæ og venstre arm. Jeg har også en bil. Det er luksus, men jeg kan ikke undvære den, for jeg har dårlige led, og jeg kan heller ikke komme af med den. Så min søn og jeg ender med 1400 kroner at leve for. 

Der bliver kun råd til de basale ting: Pasta, ris, flåede tomater pyntet med lidt kød, havregryn og det billige toastbrød. Mælk og kartofler, frugt og grønt bliver for dyrt. Det må man kalde smalkost. 

Min sagsbehandler og jeg har regnet os frem til, at det kan køre rundt, hvis jeg får en husleje på 4000. Men det kan man jo kun få en etværelses lejlighed for. Eller et værelse uden køkken. 

Jeg er ellers lige flyttet til noget billigere. Nu er min husleje 5.650. Til gengæld er det noget gammelt lort, hvor vi fyrer for fuglene. 

Det kan blive min redning at komme på ressourceforløb. Hvis ikke det kan lade sig gøre, kan vi blive nødt til at flytte endnu længere ud på landet for at få noget billigere at bo i. Det ville jeg være ked af, for min søn trives her og er rigtig glad for sin skole. Og hvis vi flytter længere ud på landet, vil jeg også blive endnu mere afhængig af bilen.

Jeg lider af kronisk stres og PTSD. Hvis man passer på min stress, kan jeg rigtig mange ting. Men lige nu påvirker det her mig rigtig meget. Når man lider af stress i forvejen, bliver man jo bare endnu mere syg af det her. Jeg har ingen energi. Til tider bliver mit blodtryk forhøjet, jeg får tiltagende migræne og forbigående blodpropper. Når det er værst, låser min krop af og nægter at indtage føde og væske. Det er farligt at være syg af stress - og endnu mere farligt at være i systemet, hvis du spørger mig. 

Når først du er kommet ind i systemet, kan du ikke komme ud igen. Og du kan tro, jeg har kæmpet og kæmpet for at komme ud. 

Jeg har haft en høj stilling som sekretær i Grønland og været selvstændig. Jeg har selv bygget en tøjforretning og en frisørforretning op. Men efter en skilsmisse måtte jeg afhænde mit firma. Så kom jeg på kontanthjælp i 2010, og der blev jeg låst godt og grundigt fast. 

Jeg søgte en masse arbejde, men jeg fik bare afslag gang på gang. 

Foto: Privat / Privat

Fortællingerne her er de medvirkendes egen oplevelse af deres situation, gengivet af TV 2.

TV 2 har kunnet stille kritiske spørgsmål til de medvirkendes udlægning, men har ikke haft mulighed for at efterprøve oplysninger om eksempelvis deres kontakt med sociale myndigheder eller helbredstilstand.

Pisk og gulerod til enlige med børn

"Det skal kunne betale sig at arbejde," lød mantraet, da regeringen i november sidste år landede en aftale om et kontanthjælpsloft med de øvrige borgerlige partier. 

Kontanthjælpsloftet

Kontanthjælpsloftet sætter en grænse for, hvor meget man samlet kan modtage i kontanthjælp, boligstøtte og særlig støtte (en ydelse til høje boligudgifter til socialt vanskeligt stillede borgere, red.). 

Kontanthjælp og børnepenge er fredet, men det går ud over boligstøtte og eventuelt særlig støtte, hvis man rammer kontanthjælpsloftet. 

Ideen er, at der skal være større gevinst ved at tage et arbejde - selv til mindsteløn.

Kontanthjælpsloftet blev vedtaget i november 2015. 

Ifølge beskæftigelsesministeriets beregninger kan en enlig med tre børn i dag få 600 kroner om måneden ud af at arbejde til mindsteløn i stedet for at være på kontanthjælp. Efter kontanthjælpsloftet vil gevinsten ved at arbejde være på 4400. Altså 3800 kroner mere. 

Mens gevinsten er størst for enlige forsørgere, er det også dem, der rammes hårdest, hvis de ikke kommer i arbejde. 

Den enlige med tre børn og en husleje på 7000 mister 3500 kroner om måneden, viser beregninger fra Københavns Kommune.