Ny rapport: Rygning koster 13.600 danskere livet hvert år
Fysisk inaktivitet betyder 6.000 for tidlige dødsfald årligt i Danmark, viser rapporten ifølge Politiken.
- Når vi måler på dødsfald, er der intet, der kommer bare i nærheden af rygning. Det er i særklasse i en kategori for sig, siger professor Knud Juel, Statens Institut for Folkesundhed, til Politiken mandag.
Han er medforfatter til den næsten 400 sider lange rapport ’Sygdomsbyrden i Danmark - Risikofaktorer’, som Sundhedsstyrelsen i dag offentliggør.
Forskere fra Statens Institut for Folkesundhed har udarbejdet rapporten, der viser, at rygning hvert år slår 13.600 danskere ihjel, når andre risikofaktorer som rygning, kost, alkohol og inaktivitet er fraregnet.
Fysisk inaktivitet kommer isoleret set ind på andenpladsen med 6.000 for tidlige dødsfald årligt i Danmark. Rapporten giver dermed et rent billede af, hvordan hver enkelt risikofaktor belaster danskerne og det danske samfund, skriver Politiken.
Enhedschef i Sundhedsstyrelsen Jette Jul Bruun forklarer, at de mange tobaksrelaterede dødsfald er resultatet af rygemønsteret fra for en generation siden, eftersom mange rygerelaterede sygdomme som lungekræft og kol først slår rygerne ihjel efter flere årtiers forbrug.
- Men selv om færre ryger i dag, bør vi ikke læne os tilbage, da der fortsat er alt for mange rygere. Der har ikke været noget fald i daglig rygning de sidste fire år. Det er bekymrende, siger hun til Politiken.
Massivt fokus
Ifølge sundhedsminister Sophie Løhde (V) har regeringen massivt fokus på rygning i det netop fremsatte udspil til kræftplan 4.
- Det er en af regeringens væsentligste prioriteter, at vi sikrer, at færre danskere dør som følge af tobaksrygning. Derfor har vi med kræftplan 4 sat den mest ambitiøse målsætning på forebyggelsesområdet om en røgfri generation 2030, hvor ingen børn og unge ryger, siger hun til Politiken.
Socialdemokraterne ønsker lovgivning, så cigaretter skal gemmes væk under disken i supermarkedet, ligesom cigaretpakkerne skal være ensartede og neutrale pga. gode erfaringer fra udlandet.
- Ministeren taler meget om en røgfri årgang, men mangler i den grad handling. Jeg håber, vi kan præge hinanden, for vi skal gøre noget alvorligt ved det her område, så vi får færre rygere i Danmark. Det går den gale retning, siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) til Politiken.