Facebook i kovending: Tillader alligevel ikonisk foto fra Vietnamkrigen

Det sociale medie har lavet en kovending efter kritik over censur af billede af nøgen pige fra Vietnamkrigen. 

Facebook vil alligevel tillade det verdensberømte foto af Phan Thi Phuc, den vietnamesiske pige, som løber nøgen med ryggen i brand efter et amerikansk napalmangreb under Vietnamkrigen. 

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Grundet dets status som et ikonisk billede af historisk betydning overtrumfer værdien af at tillade deling af billedet værdien af at beskytte fællesskabet ved at fjerne det. 

- Så vi har besluttet at genindsætte billedet på Facebook de steder, vi ved, det er blevet fjernet, skriver en talsperson for Facebook i en mail til bureauet. 

Sagen startede i Norge

Sagen begyndte i august, da den norske forfatter og journalist Tome Egelang lagde billedet op for at teste Facebooks håndhævning af det sociale medies regler for nøgenhed. 

Billedet blev slettet, og det fik flere norske medier til at dele det på Facebook. 

Internationale medier fik for alvor øjnene op for sagen, efter at den norske avis Aftenposten ryddede fredagens forside med et personligt brev fra chefredaktør Espen Egil Hansen til Facebook-stifteren Mark Zuckerberg. 

Her opfordrede chefredaktøren Mark Zuckerberg til at indse, at han i dag er "verdens mægtigste mand" og at han misbruger sin magt. Senere fredag lagde Norges statsminister, Erna Solberg, også billedet på sin Facebook-profil. Kort efter blev også det taget ned af Facebook, der har over en milliard aktive brugere. 

Opbakning fra Lars Løkke

Statsministeren lagde efterfølgende fotografiet op igen - denne gang med en sort boks foran den nøgne piges brændende krop - sammen med en række andre verdensberømte billeder, som også var maskeret. 

- Jeg håber, at Facebook benytter denne anledning til at gennemgå sin redigeringspolicy og tager det ansvar, et stort selskab, som forvalter en bred kommunikationsplatform, bør tage, skriver Solberg blandt andet. 

- I dag er billeder en så vigtig del af de indtryk, der formidles, at hvis du bortredigerer hændelser og personer, ja, så forandrer du historien og ændrer virkeligheden. 

Danmarks statsminister bakkede fredag aften Erna Solberg op. I en statusopdatering på Facebook delte han den norske statsministers opdatering med teksten: 

- Helt enig med min norske kollega. Vi må hverken gemme eller glemme historien. På godt og ondt er Facebook blevet en af verdens vigtigste formidlingskanaler - det forpligter! /ritzau/NTB